Allan Olsen fortæller om sangene på "Jøwt"

Den 22. april udkommer Allan Olsens seneste anmelderroste udspil, "Jøwt", i hele landet efter i en periode kun at have været tilgængelig i Vendsyssel. GAFFA har fået en længere snak med Olsen, der blandt andet fortæller om nogle af de enkelte numre. Herunder fortæller Olsen om sangene "Det Blo Hus" og "Swer'je":

Jeg må indrømme, at jeg løftede øjenbrynet en ekstra gang, første gang, jeg hørte nummeret "Det Blo Hus" – mest fordi jeg troede det handlede om det blå ishus i Tversted, men det viste sig jo så at være et bordel. Hvor kom inspirationen fra til den sang?

– Jamen, det er fuldstændig simpelt; hvis du sætter dig ind i et eller andet køretøj og kører til Vendsyssel i skumringen, så kan du se de der "open"-skilte blinke i vinduerne alle vegne. Der er masser af bordeller, og der er flere dildoer i Mygdal eller Sindal, end der er på Vesterbro. Man ser dem bare ikke, for der er ikke nogen, der flasher dem. Liderlighed findes jo overalt – det er ikke noget man har patent på, på Vesterbro eller i "Sex And The City" – det er bare mere synligt der. I mange af de kondemnerede huse, man vil rave ned, bor der nogle kvinder, der – som Hausgaard siger – lever bag gardiner, der er rullet ned døgnet rundt. De mennesker ser aldrig dagslys. Og hvem er det, der kommer derinde? Det ved man ikke, for man ser aldrig en bil køre derind, men et eller andet må de jo leve af. Så det er faktisk ret spooky.

– Men "det blo hus", det er bare det hus, der nu er i den pågældende by, hvor der pludselig er flyttet nogen ind, der sætter et neon-skilt op i vinduet. Det vælter jo hele byen, for så er liderligheden pludselig tydelig, og så har alt forandret sig. Jeg synger "Løtsby" i sangen, og direkte oversat betyder det "Lugteby" og er en henvisning til byen Hørmested, for der ligger nemlig sådan et hus – lige ud til landevejen, og jeg vil ikke synge Hørmested, så sådan er det.

Er fortælleren i "Swer'je" virkelig ved at dø af kræft, eller er han bare hypokonder?

– Han er bare et ynkeligt jammerhoved. Han er en mand, der lever alene, og som trænger til noget selskab. Der har været de der programmer om Thai-kvinder i Thy, og den ynkelige ungkarl i randområde-Danmark er jo en mand, der hjemmefra altid har været vant til, at mor tager sig af ham. Og når han så pludselig er alene, kan han ikke finde ud af en skid selv. Og det er derfor, de kommer in handy, de der Thai-kvinder, for de kan bestille noget og tage sig af de her mænd. Og vores fortæller i "Swer'je" er bare et jammerhoved, der ikke har sig en Thai-kvinde. Men han bygger faktisk på en person, jeg kan huske, som var cirka ti år ældre end mig og mit slæng. Han var en bondeknold fra landet, der var flyttet ind til byen, hvor han så gik rundt og bankede folk – han var virkelig en voldspsykopat, og han bankede især svenskere, siden han jo boede i Frederikshavn.

– Men så kom han på Hjørring seminarium, og vendte tre år senere tilbage til Frederikshavn som lærer. Han var blevet en fuldstændig anden person, og han havde nærmest opbygget sådan en svensker-fetich, hvor alt, der var svensk, bare var fantastisk. Han havde simpelthen bare vildt dårlig samvittighed. Han var en knækket mand, der fortrød alt, og det endte med at han efter meget kort tid blev båret vandret ud af folkeskolen, for han kunne ikke holde til det. Han havde haft to liv, hvor det ene var alt for hårdt, og det andet blev alt for blødt. Så han er sgu ikke ved at dø af kræft, det tror han bare, fordi han har set temaaften på DR2 – det er farligt at se temaaften alene. Når det bliver mørkt og man ligger i sin seng, forstørrer man pludselig alle dæmonerne, og det er også bare det, han gør. 

Læs hele interviewet med Allan Olsen i GAFFAs artikelsektion.