Allan Vegenfeldt og hans kumpaner lader op til kommende single og pladeudgivelse med en lille tilbage-til-rødderne-turné
23. februar skrev GAFFA.dk nyheden om, at The Sandmen var gået i studiet for første gang i tolv år. De var ikke gået rigtig i opløsning - måske var de gamle rock-bjørne bare gået i hi. Albummet udkommer i hvert fald den 28. august, men har endnu ingen titel.
Hvis du sad ellevild af begejstring over plade-nyheden, har du nu muligheden for at følge din ophidselse til dørs ved at reagere på dagens nyhed. Allerede i midten af juni drager forsanger Allan Vegenfeldt (billedet) & Co. nemlig på en mindre turné.
Det er mange år siden, det sidst var muligt at opleve bandet på så små intime steder, som er programsat. Det hele sker i forbindelse med udgivelsen af 1. single fra det kommende album (navn og udgivelsesdato ligger endnu ikke fast, red.). The Sandmen har valgt at se deres publikum direkte i øjnene og spille relativt små steder, for på den måde, med et firemandsorkester, at vende tilbage til den dér old school rock-følelse, hvor man er i intens nærkontakt med sine fans. Og det sker følgende steder:
15.06.06: Musikcaféen, Århus
16.06.06: Studenterhus Odense
17.06.06: Loppen, København
Billetsalget starter mandag den 24. april.
Desuden kan det oplyses, at The Sandmen drager på efterårsturné fra begyndelsen af oktober til sidst i november. Mere om det her på GAFFA.dk senere på året...





