x

Se og hør klip fra Bossens koncerter i Danmark 1981-2012

Se og hør klip fra Bossens koncerter i Danmark 1981-2012

I denne uge giver Bruce Springsteen to forlængst udsolgte koncerter i henholdsvis Parken i København den 14. maj og Jyske Bank Boxen i Herning den 16. maj. GAFFA bringer i den anledning en oversigt over alle Springsteens optrædener i Danmark siden det første besøg for mere end 30 år siden.

1981: Bruce Springsteen & The E Street Band besøger Danmark for første gang som en del af "The River"-turnéen. Koncerten foregår den 2. maj i Brøndby Hallen, og dagen inden gæster Springsteen en Malurt-koncert i Forum, hvor han synger "Hungry Heart" i duet med Michael Falch. Han er på dette tidspunkt ikke verdensstjerne (endnu), og det er lige før, han ikke kan få lov at komme ind backstage, da sikkerhedsfolkene ikke ved, hvem han er. Ind kommer han dog og er med til at give publikum og ikke mindst Michael Falch en ordentlig én på opleveren.

Hør Springsteen i duet med Malurt her

1988: Syv år går der, før Springsteen og bandet igen gæster Danmark. Denne gang er koncerten på "Tunnel Of Love"-turnéen henlagt til Idrætsparken (i dag Parken). Et par dage forinden spiller Springsteen tre numre på Strøget i København sammen med en gademusikant, som har en ekstra guitar.
Se Springsteen og gademusikant, Jon Magnusson, spille på Strøget i København her
Se Springsteen & The E Street Band med "Born In The USA" i Idrætsparken her

1993: Denne gang gæster Bossen landet med "The Other Band". Koncerten foregår på Gentofte Stadion. I 1989 meddelte han medlemmerne i The E Street Band, at han ville prøve at spille med andre musikere. Det udløser to studiealbums, "Human Touch" og "Lucky Town", som af mange fans anses for at være de svageste udspil i Springsteens karriere. Koncerten i Gentofte indledes med tre akustiske indslag af Springsteen alene på scenen.

1996: For første gang nogensinde tager Springsteen på soloturné og spiller en intimkoncert i Falconer Salen. Året inden har han udgivet "The Ghost Of Tom Joad", og mange af albummets sange er at finde på aftenens sætliste. En aften, der viser en helt anden side af Springsteen, som blot er flankeret af sin akustiske guitar. Koncerten byder også på flere af bagkatalogets dystre sange i form af "Adam Raised A Cain" og "Murder Incorporated".

1999: Sidst i juni gæster Springsteen Parken i København med The E Street Band, der er på "Reunion" Tour. En stor aften i regnvejr bliver naturligvis åbnet med "Who'll Stop The Rain". Springsteens første besøg med hans legendariske band i over ti år, og regndansen i Parken byder på sange som "Streets Of Philadelphia" og "Stand On It", som nu om dage er yderst sjældne gæster på Springsteens ellers så omskiftelige sætliste.
Hør åbningen med "Who'll Stop The Rain" her.

2003: Springsteen & The E Street Band spiller endnu engang Parken i København. Denne gang som en del af "The Rising"-turnéen. Det danske publikum bliver denne sommeraften trakteret med blandt andet turnéens eneste udgaver af "Take 'Em As They Come" og "Point Blank". Det er sidste gang (indtil videre), at Springsteens kone, Patti Scialfa, er med på scenen i Danmark. "Glory Days" slutter meget passende den tre timer lange koncert af.

2005: Sidst i april bliver "Devils & Dust" udsendt, og Springsteen følger albummet op med en soloturné, som rammer Forum i København i juni. En magisk aften på Frederiksberg, hvor Bossen underholder alene på scenen i to en halv time og disker op med turnéens eneste "Spirit In The Night" og andre talrige rariteter som "Wild Billy's Circus Story" og "I Wish I Were Blind". Springsteen spiller anderledes udgaver af  det betagende bagkatalog. Blandt andet "I'm On Fire" på banjo og "My Beautiful Reward" på trædeorgel. Hør "Spirit In The Night" på elektrisk klaver fra koncerten her:

2006: Springsteen gæster i oktober et overdækket Parken i København med The Sessions Band. En energiudladning af rang og en blanding af egne sange, der er omarrangerede og gamle folkesange. Fra eget katalog spiller Springsteen og bandet blandt andet "Atlantic City", en funky "Open All Night" og "Devils & Dust" fra sidste års soloprojekt – nu tilsat blæsere og fuldt orkester.

2007: Forum i København er naturligvis udsolgt, da Springsteen & The E Street Band gæster landet på "Magic"-turnéen. En af de kortere Springsteen-optrædener, som "kun" varer lidt over to timer. Danskerne får dog turnéens første "The River" og ikke mindst den sjældent spillede "Kitty's Back".
Se "The River" fra Forum i 2007.

2008: Ren ønskekoncert i Parken i København. Koncerten er en del af "Magic"-turnéen, som fortsættes i 2008. Springsteen starter i 2008 for alvor en tradition om at samle publikumsønsker ind under koncerten. Det gør han også denne aften på Østerbro, hvor de 45.000 fremmødte blandt andet får "Blinded By The Light", "Something In The Night" og ikke mindst episke "Jungleland", hvor nu afdøde Clarence Clemons' saxofon spiller sig lige ind i hjerterne på danskerne.

2009: For første gang nogensinde dropper Springsteen Sjælland og giver sammen med The E Street Band koncert i Herning. I januar har han udsendt et nyt album, "Working On A Dream", men kun få sange fra albummet får spilletid på turnéen. Herning-koncerten byder på "Rendezvous" og et brag af en afslutning med "Twist & Shout".

2012: Rygterne viste sig at holde vand, og Springsteen & The E Street Band gæster for første gang Roskilde Festival, hvor de spiller en koncert på lige omkring tre timer. Af mange nævnes koncerten som den bedste nogensinde på festivalen. The Roots, som har optrådt tidligere samme dag, gæster Springsteen og company på scenen til en festlig "The E Street Shuffle" og er også med i "Twist & Shout", som slutter koncerten.
Se Springsteen & The E Street Band med The Roots i en formidabel "The E Street Shuffle" her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA