Nyhed

Distortion annoncerer Syriens største pop-stjerne

Arrangørerne afslører hovednavn til gadefesten på Sankt Hans Torv

I næste uge løber årets Distortion af stablen, og den starter blandt andet med en gadefest onsdag den 29. maj på Sankt Hans Torv. Her vil det syriske dance-ikon Omar Souleyman være hovednavnet, der skal trække folket til. Souleyman er kendt for at skabe en euforisk stemning blandt publikum, blandt andet gæstede han Aarhus i 2009, hvor han fik fem stjerner af GAFFAs anmelder. Soylemans karriere startede ydmygt tilbage i 1994, hvor han samlede en gruppe musikere, der rejste rundt og spillede i Syrien. Det var dog først i 2007, at verden fik øjnene op for den hektiske dansemusik, efter det amerikanske pladeselskab Sublime Frequencies udgav en cd med Souleyman-materiale. Herfra er dog gået stærkt, og Souleyman har, ud over at give koncerter verden over, også remixet for Björk og samarbejdet med Gorillaz. 

Udover Omar Souleyman offentliggør Distortion i dag den danske sangskriver Andreas Führer og hans band, The New Brown. Den københavnske klubkomet Julius Sylvest og de danske hiphop-producere Terry Tester og Kriswontwo & Friends spiller også, ligesom festivalen byder på en pladeselskabs-showcase med SOUNDesc, der præsenterer Bwoy De Bhajan, Felix de Luca og Al Benedic.

Distortion får også besøg af det mystiske Afrobeat Spectacular, det københavnske dj-fænomen Phase 5 & Fase De Cinco og den sydafrikanske rapper Spoek Mathambo, der under Distortion får dj-hjælp af amerikanske Chllngr.


Yderligere kan Distortion præsentere den danske duo Beastie Respond, der byder på dansabel elektronisk musik samt et brag af et festhold til Jeromes dansegulv med de lokale dj's Issa & Emma Leth, Christian Dior, Brynjolfyr, Adam August & Mischa, Mynona & Ludmilla.

ANNONCE