Nyhed

Dark Side Of The Moon rammer milepæl

Pink Floyds mesterværk fra 1973 har sammenlagt været på Billboards top 200 i 1.500 uger

1.500 uger sammenlagt. Gisp. Altså cirka 28 år på Billboards top200. Så lang tid har der været gang i salget af et af forrige århundredes album-mesterværker, nemlig "Dark Side Of The Moon". Pink Floyds klassiker har dog ikke ligget konstant på listen siden 1973, hvor pladen udkom, men røg ud i 1988 (!) efter at have ligget på listen i forbløffende 736 uger i træk. Da den kom på listen igen, blev den der i fem uger i streg, hvorefter albummet er gået ind og ud af top 200-siden.

I anledning af Pink Floyds passage af 1.500 ugers-milepælen, bringer Billboard.com et stort interview med komponisten bag "Dark Side Of The Moon", Roger Waters. Han beretter blandt andet om dengang, bandet havde færdiggjort pladen, og han tog den med hjem til sin kone. Han spillede den for hende, og ved albummets slutning brød hun ud i gråd. Da vidste Waters, at bandet havde skabt noget særligt.

Roger Waters er også manden, der giver alle os kommende Roskilde-gængere muligheden for at se værket opført i sin helhed på Orange Scene. En koncert, hvor han efter sigende bringer ekstra lydtårne og ekstra storskærme i spil for at underbygge den store lyd- og ud-af-kroppen-oplevelse, vi givet har i vente.


ANNONCE