Nyhed

Kings of Leon lover at spille nyt i Skanderborg

Vi fangede bandet på landevejen forud for koncerten på Smukfest

Nashville, Tennessee-gruppen Kings of Leon er et af hovednavnene på årets Smukfest i Skanderborg, hvor de lukker festivalen søndag. Vi fangede gruppens leadguitarist Matthew Followill – fætteren til de tre øvrige medlemmer, Followill-brødrene Caleb (sang, guitar), Jared (bas) og Nathan (trommer) – på landevejen for at høre lidt om, hvad vi kan forvente af koncerten. Og ikke mindst for at få ham til at fortælle noget om gruppens kommende, sjette album, "Mechanical Bull", som udkommer 23. september. Gruppens første album efter en pause, hvor forsanger Caleb Followill måtte afbryde bandets sidste turné og tage en tur på alkoholafvænning.

Hej Matthew, hvordan går jeres turné?

– Den går glimrende. Vi startede i O2 Arena i London 12. juni, og nu er vi i Manchester. Vi glæder os meget til at komme til Danmark.


Hvad kan vi forvente af koncerten på Smukfest?

– I kan forvente et band, der er tilbage med ny energi, efter at vi har holdt en pause på et år. Vi spiller en masse af vores gamle sange og også et par nye numre fra vores kommende album. Men ikke for mange, for når vi spiller på festivaler, skal vi ikke spille for mange nye sange, for det er jo ikke kun vores fans, der kommer der, så folk vil gerne høre noget, de kender. Men vi spiller i hvert fald "It Don't Matter", som er et uptempo-nummer, der egner sig godt til festivaler. Og til den tid er vores single "Super Soaker" udkommet, så den spiller vi nok også.

Ved I noget om Smukfest?


– Nej, faktisk ikke, vi har jo aldrig spillet der før.

Den ligger i en bøgeskov og bliver kaldt Danmarks Smukkeste Festival.

– Det lyder da herligt. Danmark er i det hele taget smukt.


Og den er cirka halvt så stor som Roskilde.

– Jamen, så bliver det jo ret intimt, det bliver fedt.

Glad og eklektisk album på vej


I udgiver jeres sjette album "Mechanical Bull" 23. september, kan I fortælle noget om det?

– Det bliver et eklektisk album med noget for enhver smag. Der er countrysange på, rocknumre, midt-tempo-sange. Det bliver nok mere glad i tonen end vores sidste album ("Come Around Sundown," 2010,. red.), som havde en ret down-tempo-præget stemning. Vi har indspillet albummet hjemme i Nashville i vores nyindrettede kombinerede øvelokale og studie, som vi indrettede, mens vi holdt pause. Albummet er produceret af vores mangeårige samarbejdspartner Angelo Petraglia.

Og "Super Soaker" bliver den første single. Hvornår udkommer den?


– Ja, det nummer er en af vores mest cool sange i lang tid. Den er ret poppet, og vi skal indspille en video til den om et par uger. Jeg tror, singlen udkommer i midten af juli.

Kan du fortælle noget om titlen "Mechanical Bull"?

– Det var noget, Caleb kom på på et tidspunkt, og det syntes vi lød godt, så det blev hængende. Jeg må tilstå, at vi altid finder på titlerne, før vi går i gang med at indspille sangene, så vi har haft den længe. Nogen har sagt i pressen, at titlen er inspireret af John Travolta-filmen "Urban Cowboy", og den så vi da også på et tidspunkt, men jeg ved faktisk ikke, om det er derfra, det stammer. Men det er ikke alt, der behøver have en forklaring.


Og titlen har fem stavelser, ligesom alle jeres øvrige plader.

– Ja, sådan er det blevet. Det var først, da vi havde lavet tre album, at vi fandt ud af, at de havde titler bestående af fem stavelser, men da vi blev opmærksomme på det, besluttede vi os til at fortsætte med det. Det er en god måde at begrænse antallet af valgmuligheder på, når man skal finde en titel. Men jeg vil ikke garantere, at vi vil fortsætte med det for tid og evighed (griner).

Som at være et nyt band igen


I holdt som sagt en pause efter jeres sidste turné, som endda blev afsluttet i utide, fordi Caleb måtte en tur på alkolholafvænning. Nu er I igen på en lang turné. Hvordan vil I sikre jer, at noget lignende ikke vil ske igen?

– Vi var bare udkørte. Vi havde arbejdet i otte-ni år uden pause og måtte indse, at det var tid til at tage et break. Vi holdt så et års pause, hvor vi blandt andet indrettede studie, og det var lige, hvad der skulle til. Nu har vi det, som om vi er et nyt band igen. Og vi er opmærksomme på, at vi er nødt til at holde nogle flere pauser i fremtiden.

Har I et ritual, før I går på scenen?


– Vi beder en bøn, giver hinanden knus og synger og klapper en fællessang.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?

– Øl. Jeg drikker ikke, men det gør de andre – uden at der dog er nogen, der har alkoholproblemer. Cola Light, frugt, tunsalat. Det lyder virkelig kedeligt (griner).


Hvad hører I i turbussen?

– Det skifter hele tiden. Caleb og Nathan hører meget country, for eksempel Johnny Cash og George Jones. Jared og jeg hører meget ny indierock.

Jeres musik egner sig godt til grillmad, synes jeg. Hvad ville du servere, hvis du skulle holde den perfekte grillaften?


– Vi er jo fra Tennessse, så i hvert fald rib eye steaks. Og måske noget fisk. Og sandwiches.

Find billetter til Smukfest via GAFFA Live.

ANNONCE