Nyhed

Bob Dylan på vej med nyt

”Modern Times” udkommer den 28. august, fem år efter ”Love And Theft”

Singer-songwriter-ikonet over dem alle har et nyt album på trappen. ”Modern Times” er titlen på det ti numre lange album, der finder vej til pladebutikkerne den 28. august. Udspillet er omgivet af et vist hemmelighedskræmmeri fra Dylan og Columbia Records, men enkelte oplysninger om det nye album kan det da blive til.

På tracklisten vil findes sangtitler som ”When the Deal Goes Down”, ”Spirit on the Water”, “Thunder on the Water” og “Workingman’s Blues”, rapporterer Columbia. Sikkert skulle det også være, at producer på albummet er Bob Dylan selv, og at opbakningen leveres af ikonets turné-orkester.

I den mere spekulative afdeling skønner Rolling Stone Magazine, at albummet bliver en blueset affære, fuldt i tråd med forgængeren ”Love and Theft”, men at den også skulle trække tråde til ældre forløbere som ”Time Out of Mind” og ”Oh Mercy”.


Dylan er som bekendt et af hovednavnene på årets Roskilde Festival – men skal man tro Pol.dk, kan man ikke forvente at få serveret smagsprøver på ”Modern Times” i Roskildes dyrskuepark.

ANNONCE