x

Marie Frank fylder 40

Marie Frank fylder 40

I dag fylder sangerinden og sangskriveren Marie Frank 40 år.

Marie Frank er født og opvokset i Løvskal mellem Randers og Viborg, gik i skole på blandt andet den nærliggende Hjorthede Friskole, hvor hun lærte at spille guitar, og gik senere i gymnasiet i Bjerringbro. Herefter rejste hun rundt i Europa og USA og ernærede sig som gadesanger, inden hun vendte tilbage til hjemegnen og begyndte at spille sammen med en række randrusianske musikere, især på spillestedet Von Hatten. Musikerne blev hendes band, der i 1996 skrev kontrakt med den danske afdeling af det multinationale pladeselskab BMG. Herefter rejste Marie Frank tilbage til New York og spillede blandt andre sammen med singer-songwriteren Jesse Harris – og sagde nej tak til at synge hans nummer "Don't Know Why", der senere blev et verdenshit med Norah Jones.

Marie Frank fik sit store gennembrud i 1999 med debutalbummet "Ancient Pleasures", der solgte mere end 40.000 eksemplarer, indeholdt hittet "Symptom of My Time" og gav hende fire Danish Music Awards og to GAFFA-Priser – som Årets Nye Navn og Årets Danske Sangerinde. Sideløbende hittede Marie Frank stort med "Under the Water", duoen Brother Browns house-remix af et af albummets numre, "Under the Water".

I 2001 udgav Frank sit andet album "Vermilion", der blev en pæn succes uden helt at nå debutens højder og blandt andet rummede hittet "Worth It". Marie Frank afsluttede herefter samarbejdet med BMG og stiftede med sin trommeslager Kent Olsen sit eget selskab Frankly Spinning Music. Her udgav hun i 2003 minialbummet "Swimmingly" med sange skrevet af den amerikanske sanger og sangskriver Neill C. Furio. I 2005 udsendte hun albummet "Where The Wind Turns The Sky To Leather" med medvirken af blandt andre den amerikanske sanger og sangskriver Howe Gelb, leder af kult-ørkenrockbandet Giant Sand, som Franks daværende kæreste (og nuværende mand) Anders Pedersen på dette tidspunkt var blevet medlem af. I øvrigt sammen med flere andre danske musikere, som Frank siden har spillet sammen med. Albummet fik fine anmeldelser, men opnåede ikke forgængernes salgstal.

Herefter forsvandt Marie Frank en tid fra offentligheden, blandt andet grundet fødslen af sit første barn. I 2010 vendte hun tilbage med sit fjerde fuldlængdealbum, "Pop Your Wheeze", denne gang på et nyt, selvejet pladeselskab, Apron Music. Endnu engang til gode anmeldelser, men beherskede salgstal. Siden fulgte endnu et barn, og dette efterår giver Marie Frank en række koncerter landet over. Se byer og datoer her.

Marie Frank har i de senere år – efter nogle år i først København, så Aarhus – været bosat i Langå nær sin fødeby Løvskal. I 2010 fik GAFFA TV hende til at vise rundt på hjemegnen, og det indslag kan du se her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA