Nyhed

GAFFAs jubilæums-interview 1: Ulige Numre

I anledning af GAFFAs 30 års jubilæum bringer vi interviews med de 11 bands og solister, der medvirker på hyldest-cd'en "Gi' Et Nummer"

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Tracklisten til albummet er som følger:


Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

Køb albummet via GAFFA Shop her.

I løbet af september bringer vi lange interviews med de 11 bands og solister, der medvirker på albummet. Vi lægger ud med Carl Emil Petersen fra Ulige Numre:


 

Jeg har haft en fortrinlig dag indtil videre. Har fået koldskål til morgenmad og hørt det nye Vampire Weekend-album

Den første plade, jeg købte, var "Discovery" med Daft Punk for omkring 12 år siden.


Og skal jeg pege på den bedste fra de sidste 30 år, må det være "Frengers" med Mew.

Er der en sang fra de sidste 30 år, jeg ville ønske, jeg havde skrevet, må det være "Let Your Fingers Do The Walking" med Sort Sol.

Hvis jeg bestemte, skulle Knud Romer være kulturminister. Han ville sikkert blive et festligt indslag i dansk politik.


Vores trommeslager Teis er den kollega, jeg kender, der har den bedste musiksmag. Vi hører stort set det samme.

Den første koncert, der virkelig betød noget for mig, må være Mew i Store Vega 2003. Der var jeg 13 år og lige begyndt at spille guitar!

Den kunstner, der er grunden til, at jeg er den kunstner, jeg er i dag må først og fremmest være min far Eddie Thomas Petersen, der både er fotograf og filminstruktør. Han har altid bakket mig op og givet mig gode kreative råd.


Jeg er ikke rigtigt typen, der græder, heller ikke til musik, men skulle det først være, må svaret være Bob Dylan.

Den musiker, der har givet mig de bedste råd, er Nikolaj Nørlund. Han har lært mig ikke at være så sentimental omkring det at skrive sange, og i stedet fokusere på en mere håndværksmæssig tilgang.

Jeg mødte engang Jeff Tweedy fra Wilco, der er lidt af et idol og gav ham selvfølgelig en Ulige Numre-cd. Han var meget positiv og snakkesalig, men guitarister elsker jo også at fortælle om deres egne instrumenter.


For 30 år siden var jeg nok en hund i Slovenien.

Den plade, der gjorde mest indtryk på mig fra min fars pladesamling, var "Planet Waves" med Bob Dylan.

Et nutidigt navn, der har gang i det hele rigtige er Mellemblond, stor respekt til dem, ikke mindst for sangskrivningen. Så er jeg imponeret over den måde, Bon Iver har klaret skridtet fra lille træhytte-indiefyr til arena-verdenstjerne på.


Jeg har rigtigt mange vinylplader, ellers er det stream/Spotify. Cd'erne ligger i flyttekasser i dag

Hvis jeg kunne have valgt en sang, der var blevet spillet til min fødsel, hvilken skulle det have været "Baba O'Riley" med The Who.

Hvis der er et album, jeg altid forsvarer, så er det mit eget.


Vi hører ikke rigtigt musik, inden vi går på scenen, men tager gerne en omgang Jay-Z i turbussen.

Om 30 år kommer jeg stadigvæk til at høre "Heartbreaker" med Ryan Adams.

Jeg kunne ikke leve uden "Time Out Of Mind" med Bob Dylan.


Jeg kan ikke huske navnene på alle de bands, jeg var i før Ulige Numre.

Jeg har for nylig købt en original udgave af Rolling Stones' "Sticky Fingers" for 5$ i Brooklyn,  udelukkende på grund af coveret.

Den musiker, jeg altid har altid været lidt småforelsket i, er Chan Marshall alias Cat Power. Hun har vist ikke helt styr på sit liv, men det kan også være ret charmerende.


Hvis der landede væsener fra rummet og spurgte mig "hvad er popmusik", ville jeg formentlig løbe min vej, måske kaste dem nogle Beatles-plader i farten.

Hvis jeg skulle ofre en levende sanger for at få en død sanger vækket til live, vil jeg nok sige, at Morrissey har gjort nok gavn, mod så at få Ian Curtis tilbage. Han blev trods alt kun 22.

Som teenager lod jeg som om jeg var vild med Goo med Sonic Youth for at imponere venner. Faktisk havde jeg kun hørt den to gange, men de har lavet gode plader senere.

Da jeg første gang hørte den nye plade "MBV" med My Bloody Valentine, forstod jeg den simpelthen ikke.


Jeg fik for en del år siden en autograf af Rune Kjeldsen, dengang han var guitarist i Kira & The Kindred Spirits. Den var jeg meget glad for.

Jeg kan godt lide meget popmusik. For eksempel synes jeg, at "As Long As You Love Me" med Justin Bieber er ret fedt. Det synes mine venner er totalt latterligt

Det sidste album jeg har købt er Mikal Cronin med "MCII". Den er fantastisk! Kun gode sange.


Jeg har fået mange fine breve fra fans, og så synes jeg, at det er ret sjovt at se folk lave covers af vores sange og uploade dem på YouTube.

Jeg har aldrig været kæreste med en med en dårlig musiksmag. Det er for vigtigt et kriterium til, at det kan komme på tale.

Det vildeste koncertminde er nok fra Kløften i Haderslev sidste år. Planen var at hoppe ned fra Teis' stortromme samtidig med, at jeg skulle sige tak for i aften. Men jeg gled på podiet, mistede balancen, beskadigede mit ben, men fik både whisky og førstehjælp bagefter. Hele seancen ligger i øvrigt på YouTube.


Den danske musiker, der trænger mest til at få klippet sit hår, er nok mig selv, selvom jeg fortryder det hver gang, jeg får det gjort. Måske er jeg bare dårlig til at kommunikere med frisører. Vil gætte på, at jeg ikke er den eneste der peger på mig selv, hvad det angår.

Jeg ejer en Sonic Youth Goo-T-shirt, og har også en med Wilco og Iron Maiden hængende inde i skabet.

Hvis jeg skulle have en musikrelateret tatovering, ved jeg ikke, hvad det skulle være. Jeg er ikke hoppet med på bølgen og er bange for, at jeg vil fortryde senere hen. Jeg tør nok heller ikke.


Jeg/vi har endnu ikke fået en GAFFA Award, men håber på en, som så vil komme til at stå på reolen sammen med P3 Guld- og Steppeulv-statuen ved siden af køkkenartiklerne.

Jeg har ikke et stort dyrt anlæg, men det er nok det, der står øverst på ønskelisten

Jeg er bange for, at jeg har stjålet et par originale Beatles-plader fra min fars samling, men jeg tror heldigvis ikke, han læser GAFFA...



Om at fortolke Danseorkesterets "Kom Tilbage Nu" på "Gi' Et Nummer"-cd'en:


"Det er jo et lidt forbudt valg, da "Kom Tilbage Nu" er balle-nummeret over alle balle-numre. Der er ikke én familiefest, hvor den ikke er blevet spillet. Den hænger vel mange lidt ud af halsen. Derfor syntes vi, at det var lidt sjovt at lege med den. Vi endte med at lave et slags mash-up af den og Iggy Pops legendariske "Lust For Life", som "Kom Tilbage Nu" minder en hel del om. Vi reharmoniserede den til dur og lavede den ret smadret. Og så droppede vi i øvrigt det ellers ret populære danse break-c-stykke i protest."

ANNONCE