Franz Ferdinand: Jeg er dødtræt af at tale om mig selv

– Jeg er efterhånden blevet dødtræt af at snakke om mig selv. Tidligere elskede jeg det, men nu synes jeg, jeg har sagt alt, hvad der er at sige.
Alex Kapranos sidder smilende og småfilosoferer over tilværelsen i selskab med trommeslager Paul Thomson på en hyggelig bar i udkanten af London en varm sommerformiddag i slutningen af juni. Men Alex er hverken arrogant, ligeglad eller dårligt skåret for stemmebåndet. Ingen tvivl om, at de små grå fungerer udmærket, og at han har antennerne ude. På den begrænsende tid bliver der rundet lidt af hvert, og han spørger for eksempel ind til – og er tilsyneladende velorienteret om – den tiltagende højredrejning i Danmark, herunder Dansk Folkepartis evne til i en årrække at italesætte den offentlige diskurs.

The year of the Greek
Alex virker ikke jublende begejstring over den del af udviklingen i Danmark, men ellers er det primært gode minder, han har om landet – ikke mindst Roskilde Festival. Franz Ferdinand spillede sidst på en historisk stærk programdag på Orange i 2006, hvor man yderligere kunne se blandt andre Raconteurs, Artic Monkeys, The Strokes og Roger Waters' opførelse af "Dark Side of the Moon".

– Jeg kan ikke huske så meget om os selv, men publikum var fantastiske, og så stødte jeg ind i Jack White backstage og endte i en ret lang guitarsnak med ham. Han ville vide, hvordan vi havde lavet guitarlyden på "Evil And The Heaten". Så husker jeg også tydeligt, da vi spillede på en meget mindre scene i 2004. Det var det år, hvor vores debutalbum udkom, og i de samme dage vandt Grækenland EM i fodbold. Jeg kan huske en entusiastisk mail fra min onkel i Grækenland, der nævnte Franz Ferdinand og det græske landshold i flæng og erklærede 2004 for "the year of the Greek".

Så har der jo været et lille tilbageslag siden.
– Ja, det kan man vist roligt fastslå. Det år er overstået, det er hårde tider nu.

Uden sammenligning i øvrigt, albummet "Tonight" fra 2009 gik ok, og "No You Girls" var et pænt hit. Men det var ikke med samme gennemslagskraft som de to første fra 2004 og 2005. Er Franz Ferdinand nu klar til at generobre rocktronen?

– Haha, det er nok skudt lidt over målet. Men vi har haft en god proces, er glade for resultatet og håber da på, at albummet kan gøre noget. I hvilken skala får vi så at se. Vi hygger os mere i bandet, end vi er vilde med at snakke om.

Når man hører det nye album, er man ikke i mange sekunder i tvivl om, hvilket band man har med at gøre…

– Nej, det er nok på mange måder essensen af vores band, hvor "Tonight" var lidt ud ad en anden og mere elektronisk tangent. "No You Girls" var som sådan ikke en specielt repræsentativ for, hvordan albummet lød som helhed. Det er noget anderledes denne gang. Det er sjovt, vi har lige lavet nogle sange med Beck. For ikke så længe siden har han lavet en "song book", og vores udgangspunkt denne gang har meget været at skabe en bog af sange. Modsat et udgangspunkt, hvor du går i studiet og primært arbejder på lyde og beats og så efterfølgende skriver nogle tekster, der passer. Så har vi arbejdet med så få "takes" som muligt, og så videre til noget andet. Det har hjulpet med at holde musikken frisk, i hvert fald for os selv. Jeg skriver ikke popmusik for at lave et hit. Jeg skriver popmusik, fordi jeg kan lide popmusik. Og hvis nogen prøver at trække en anden agenda ned over hovedet på mig, kan de "go to fuck".

Så har I spillet mange af sangene live, inden I har indspillet dem. Det er sjældent, man ser det.
– Ja, alle ti sange faktisk. Det giver en klar fornemmelse af, om den enkelte sang virker eller ej.

Hvordan har reaktionen været?
– Folk har ligesom været tvunget til at høre dem, men reaktionen har været positiv. Når du spiller en koncert, hvor folk har betalt for at se dig, er der gode odds for, at de gider høre noget musik, du har skrevet, supplerer Paul, der ellers for det meste sidder og smiler og smågriner og kommer med kvikke bemærkninger her og der.

Det sure med det søde
Når man hører en sang som "Fresh Strawberries", så lyder det nærmest som et sorgløst band, men...
– Ja, lige indtil du hører teksten, som siger: "We are fresh strawberries. We will soon be rotten, we will soon be forgotten".

Hvor er lige logikken mellem den gladeste melodi og den mest deprimerende tekst?
– Sådan er det, man må tage det sure med det søde. Livet er mere både og end hverken eller. Det ville være ulideligt med sådan en tekst til et "doomy", nedtrykt nummer og omvendt. Det giver noget at arbejde med kontraster.

I har kaldt albummet "Right Thoughts, Right Words, Right Action", det er lidt af en mundtuld af en titel.
– Hvad siger den dig, jeg er lidt nysgerrig?

Det får I hvert fald en til at stoppe op og tænke sig om. Lidt I stil med Talking Heads' "More Songs About Buildings And Food" og måske Manic Street Preachers' "If You Tolerate This, Your Children Will Be Next".

– Det er meget direkte, og sådan er musikken og teksterne også, der er ikke nogen vage antydninger. Jeg kan sagtens se referencen til Talking Heads, men ser den som den diametrale modsætning til Manics'-titlen, der dikterer en sandhed, en vej, en retning, hvilket også ligger lidt i bandnavnet. Jeg mener. at det er det modsatte, en sang skal gøre. Du har en forståelse, en fortolkning, og en lytter kan opleve det stik modsatte, og begge dele er lige rigtigt. Når du lægger din musik ud til offentligheden, er den ude af din kontrol. Når det er bedst, er det, som at nogen prikker dig på skulderen, og når du vender dig om, er personen væk, så må du selv forestille dig, hvad som er sket, noget der provokerer din egen tankeproces, så du selv tager stilling og skaber en forståelse. For mig er en god tekst nærmere et spørgsmål end et svar. Kunst, der dikterer, siger mig ingenting.

Ok, men for at være lidt fair over for Manics, hed albummet "This Is My Truth, Tell Me Yours".
– Det kan jeg langt bedre relatere til.

Propaganda-video-kunst
Da jeg så "Take Me Out"-videoen i sin tid, tænkte jeg, at det var en af de fedeste videoer, jeg nogensinde havde set, med referencer til sovjetisk propaganda-plakatkunst.
– Ja, ja. Meget af den sovjetiske propagandakunst – specielt i Stalin-æraen – var faktisk ret grim. Men konstruktivismen, der var en forløber, blev absorberet og blev den grafiske stil for denne nye stat. Det reflekterede den retning, jeg selv havde for vores musik, enkel, fed, med en begrænset farvepalet. Det var interessant at integrere i en pop-video. Det var ikke noget, nogen af os havde set før. Vi har gjort noget lignende flere gange, blandt andet med videoen til "Right Action. Vi arbejder på noget relateret i øjeblikket, hvor vi tager billeder fra spirituelle og filosofiske bøger – værker, der kredser om –skal vi sige "meningen med livet" – og bruger dem i en grafisk popkontekst.

Finder du lige så meget inspiration i andre kunstformer som tidens musik?
– Nutidig musik er det sidste sted, jeg vil kigge efter inspiration. Jeg absorberer livet omkring mig i stedet, det kan være alt, film, bøger, mennesker, alt.

Wings vs Double Fantasy:

Da jeg først hørte "Take Me Out", tænkte jeg på sangen "Band On The Run". Et nummer, der starter et sted, og så pludselig ændrer totalt karakter.
– Wow, jeg elskede Wings og ikke mindst den sang, den sammenligning kan jeg lide! Folk har kritiseret bandet, men du kommer fra The Beatles, hvad kan du gøre? Men det var et opfindsomt band med masser af stærke sange, McCartney var virkelig kreativ, fyldt med idéer. Mange har sammenlignet ham negativt med Lennon, men den er jeg ikke med på, selvom Lennon selvfølgelig også skrev nogle gode sange.

– Jeg hørte meget "Double Fantasy", indskyder Paul, og synger lidt af "Beautiful Boys".

Det fede er at høre den på iPod og vælge artist frem for album, så er man fri for at høre Yoko Ono…
– Nej, det altså ikke fair, jeg kan godt lide Yoko Ono og en sang som "Kiss Kiss Kiss".

Jaja, så ok, Alex.