Oh Land – Grov, direkte og fjollet

Se en helt ny GAFFA-fotosession med Oh Land i GAFFAs gallerisektion

Der er liv i øjnene, de fleste sætninger efterfølges af latter, humøret er højt og stemningen upåklagelig. Trods den veltrimmede og slanke krop er Oh Land aka Nanna Øland Fa.bricius ingen nipsgenstand, hverken i konkret eller overført betydning. Trods gryende international stjernestatus er der hverken nykker eller flig af distance at spore hos den 28-årige sangerinde. Umiddelbart efter interviewet gør hun sig klar til en ret ambitiøs fotosession, men der er ingen stylist eller make-up artist at spore. Nanna hiver selv krøllejern, læbestift og garderobe frem, mens musikken spiller, og snakken kører videre.

GAFFAs udsendte team må selv uden opfordring trække sig lidt afsides, mens tøjstykker ryger på, men i den grad også af. Frisk pige med sunde interesser, som man siger, der er i hvert fald ikke antydning af nogen problemer what so ever i selskab med den tidligere balletdanser fra Søborg, der udelukkende på grund af en rygskade skippede dansen og efterfølgende fik markant musikalsk succes. International pladekontrakt, bopæl i New York, 250 koncerter på et år, speederen i bund, men uden at tabe hverken fokus eller humør.

Tæt på rap

Forgængeren bød på flere markante hits som White Nights, Sun Of A Gun og Speak Out Now i genren, der af mangel af bedre må betegnes som alternativ pop. På tredje album har Nanna ændret fokus til en mere enkel og kontant lyd, hvilket ikke mindst skyldes det tætte parløb med produer Dave Sitek, der er kendt for at arbejde med Yeah Yeah Yeahs, TV On The Radio, Nine Inch Nails, James Blake og noget så kuriøst som det album, hvor bomben Scarlett Johanson fortolker Tom Waits. Hjemme på en kort visit i Danmark fik vi hovedpersonens eget syn på Wishbone.

– Den er generelt mere rå og beskidt, mere simpel. Der er færre lyde, flere er mere fremhævede, og pladen har fået en kant af industrial. Den har en moderne, elektronisk lyd, men er ikke programmeret. Jeg kommer ud i mange nye kroge. For eksempel er vokalen på Rennaissance Girls tæt på rap med vokal i dobbelt tempo.

Du havde god succes med forgængeren, så hvorfor ændre udtryk?

– Man kan stadig høre, at det er mig, men hvor Oh Land var mere drømmende og cinematisk, er der sket så meget andet i mit liv, hvilket så også afspejles i den musik, jeg laver. Flere år i New York har ændret mit perspektiv (så er der pludselig langt til Søborg Hovedgade, red.), og så har samarbejdet med og inspirationen fra Dave Sitek været afgørende for den nye retning. Der er stadig et drømmende element, men helt konkret vil jeg sige, at jeg har bevæget mig over i virkeligheden. Rigtig musik for rigtige mennesker med rigtige liv.

Grov, direkte, fjollet

Hvordan vil du karakterisere dit samarbejde med Sitek?

– Han er mit omvandrende musikbibliotek, ikke mindst i forhold til ting, som ikke er kendte og fremme endnu, og så han er voldsomt inspirerende. Men det har ikke været en luksusrejse i dyre studier med privatchauffører osv. Jeg har mere eller mindre gået rundt i boksershorts i tre uger uden sko på, og det har været en rigtig god måde at få fat i mit eget liv på igen, hvilket godt kan forsvinde lidt, når man spiller 250 koncerter på et år.

Hvem er du så? Har omverdenen et forvrænget billede af dig?

– Ja, lidt tror jeg nok. Mange tror, at jeg er sådan lidt alfeagtig med svanevinger, der er lidt skrøbelig og har behov for at blive beskyttet. Men faktisk er jeg temmelig grov, meget direkte og ret fjollet. Wishbone er en del af en proces om at få kontrol og styr på mit eget liv.

Rennaisance Girls

Første single Rennaisance Girls har et ret humoristisk og energisk udtryk. Men ligger der også en kønsrollekritik? Det er i hvert fald sin sag at have tre børn og være jomfru samtidig…

– Ja, det er lidt den gamle historie om, at kvinden gerne skal være Madonna (ikke sangeren, red.) og luder på en og samme tid, hvilket jo er lidt af en modsætning. Det er nok nærmere en kommentar til, at det bredt forventes, at man kan alt og det hele på en og samme tid. Det gælder for kvinder, men det samme kan også relateres til mænd. Tanken er noget i retning af "skru lidt ned for forventninger og pres og fokuserer på at gøre dit eget liv så godt, som du kan uden at skulle gabe over hele verden". Så er det lidt sjovt, at termen "Rennaisance Girl" ikke eksisterer, det er en epoke, der forbindes med mænd.

Du giver udtryk for, at du træder mere frem som person denne gang, skyldes det den simple kendsgerning, at du er blevet mere moden som menneske?

– Jeg vil hellere sige, at jeg har flyttet mig. Jeg tror mere på mig selv og er væsentligt mindre bange end tidligere. Som jeg oplever det, ser jeg mere end nogensinde tingene, som de er.

Nu har du boet relativt længe i USA og har spillet ikke så få koncerter på kontinentet efterhånden. Det kan være lidt svært at vurdere, på hvilket niveau du befinder dig her fra Danmark. Hvordan ser du selv din situation?

– I storbyer som New York, L.A., San Fransisco, Chicago går det rigtig godt, og jeg kan typisk melde udsolgt flere gange på et venue som Bowery Ballroom i New York, der rummer omkring 1200 mennesker. Sidst blev det til tre koncerter. Kommer jeg ud i forstaden i Nebraska, så skal der arbejdes langt hårdere for føden. Men det går godt, og specielt er der rigtig mange, der kender mig fra Sun Of A Gun videoen. Jeg har tit oplevet at møde folk, der siger, de ikke ved, hvem jeg er, men når så den video kommer på tale, siger de "nå, er det dig!". Ud over de mange koncerter har flere af mine sange været i serier som Gossip Girls, og det hjælper da både på folks opmærksomhed og på økonomien.

Plan B

Hånden på hjertet, Nanna. Du gik aldrig til koncert og levede mere eller mindre dit liv på Den Kgl. Balletskole som barn, og den eneste grund til, at du ikke forfulgte drømmen på dansescenen var en rygskade. Er musikken sådan en nødløsning, en decideret plan b, nu hvor du blev fysisk forhindret i at følge pigedrømmen?

– Det er svært at svare på, hvordan virkeligheden ville have set ud, hvis ting ikke skete, som de gjorde, men jeg er rigtig glad og tilfreds med mit liv med musikken i dag. Men det var aldrig noget, jeg drømte om som barn eller ung pige. Det var en drøm, der kom fuldstændigt bag på mig, men nu kunne jeg ikke forestille mig at lave andet.Jeg havde aldrig troet, at de ting, jeg lavede, skulle høres ud over den lokale kaffebar. Det skete bare. Derfor gik der også lang tid, før jeg kaldte mig selv musiker, jeg kunne simpelthen ikke tage det ord om mig selv i min mund. Men det hjælper meget, at jeg altid har fået opbakning hjemmefra (moren er operasanger og faren organist, red.). Jeg er aldrig blevet opdraget til at få en uddannelse, som jeg kan falde tilbage på, men til at følge mine drømme til dørs og tro på mig selv. Det har været en vigtig ballast i forhold til at skifte spor.

Oh Land om...

Jeg har det fremragende og har haft en dejlig dag. Og elsker den kop kaffe, Morten (Rygaard, fotograf, red.) lige har hentet til os! Selvom jeg er mest tedrikker.

Den første plade, jeg har købt, er Ready Or Not med The Fugees, den er vigtig.

Den bedste plade gennem de sidste 30 år må være Kid A med Radiohead.

Hvilken kendt plade gennem de sidste 30 år, der ikke har sagt mig noget, spørger du? Hmm, det ved jeg faktisk ikke lige, hvad jeg skal svare på. Det må blive "pas".

Jeg kender mange danske musikere, der kunne blive en god kulturminister, hvis det endelig skal være. Jeg tror, jeg vælger Claus Hempler.

Den kollega, jeg kender med bedst musiksmag, må være min gode ven og producer Dan Carey. Han er den, jeg kender, der lytter til mest musik inden for flest forskellige genrer. Han er mit musikbibliotek, og så opdager han tingene meget tidligt, fordi han arbejder med så mange artister. For eksempel spillede han James Blake for mig, to år før han slog igennem.

Den første koncert, der betød noget for mig, kom meget sent. Jeg gik aldrig til koncert, gik mest op i bare at danse ballet. Så vi skal helt op til Björk på Roskilde Festival 2003. Jeg kan huske, at jeg hørte basgangen til Human Behavior til lydprøven og følte, at jeg var ved at dø af begejstring.

Hvis jeg skal svare på, hvilken kunstner, der er grunden til, at jeg er den kunstner, jeg er i dag, bliver det todelt. Dels min kæreste Eske Kath og John Lennon. Min kæreste, fordi han altid har taget mig seriøst og er ham, der for alvor gav mig selvtilliden til at tro på – og springe ud – som musiker. På det tidspunkt tænkte jeg lige så meget på at blive kunstmaler. John Lennon har altid været med mig, og havde spørgsmålet været den bedste sang nogensinde, ikke begrænset til de sidste 30 år, havde jeg valgt hans Mother.

Det mest inspirerende tidspunkt med mit eget bagkatalog har nok været, før jeg indspillede den nye plade Wishbone. Det kom oven på et meget intensivt 2011, hvor vi spillede cirka 250 koncerter. Alle de oplevelser skulle lige synke ind og bearbejdes. Så da det kom til at skulle indspille igen, havde jeg et undertryk af skabertrang.

Det er ikke så længe siden, at en sang fik mig til af græde. Det var Laura af Bat For Lashes, og kort før det Retrograde med James Blake.

Det bedste råd, jeg nogensinde har fået af en anden musiker, er fra Kasper Bjørke. Han opmuntrede mig til at holde ud, leve på en sten om nødvendigt, hvilket jeg længe gjorde, og sagde, at jeg skulle tænkte på, at når man ofrede noget, så fik man det stærkt tilbage. Det havde han ret i.

Modsat var der i starten mange musikbranchefolk, der gik enormt meget op i, hvor meget jeg skulle passe på ikke at blive snydt. Jeg kan ikke indprentes en form for angstprovokerende skepsis over for mine medmennesker. Jeg forbliver åben og naiv.

Jeg har været heldig og har fået lov til at møde mange af mine idoler i virkeligheden. Pharrell og James Blake, men det møde, der gjorde mest indtryk har nok været fotografen Tim Walker. Jeg kendte tilham fra Italian Vogue, siden jeg var omkring 11 år. Vi arbejdede sammen sidste år for første gang. Han var så sød og sagde, at jeg skulle tænke på mig selv som en buket blomster.

Det tekststykke, der beskriver mig bedst, er nok Fiona Apples "Every single night is a fight with my brain" (fra Every Single Night, red.)

For 30 år siden var jeg en gammel mand i Indien.

Den plade fra mine forældres pladesamling, der gjorde størst indtryk på mig, var Abbey Road.

Generelt bliver jeg inspireret af livet, men det musik, der senest har inspireret mig, har været James Blakes nye album.

Og skal jeg nævne en, der har gang i det helt rigtige i dag, peger pilen på samme mand.

Den plade fra de seneste 30 år, der ikke har fået nok anerkendelse må være Fauna, haha! (Oh Lands debutalbum fra 2008, red.)

Min musiksamling befinder sig dels i store kasser på et lager, og så computeren, primært iTunes.

Hvis jeg kunne have valgt en sang, der var blevet spillet til min fødsel, så skulle det have været Because (The Beatles, red.)

Jeg forsvarer altid Kid A, og også tit Björks Medulla. Nogle gange er man bare et sted i livet, hvor visse plader rammer en i solar plexus. Det var tilfældet med begge de to.

Jeg hører aldrig musik, inden jeg går på scenen, men mens jeg lægger make up, kan jeg godt finde på at høre Radiohead. Det kan være fra hele bagkataloget, men nok primært fra In Rainbows.

Min første musikalske inspiration har været gøgen ude i haven.

Jeg kunne ikke leve uden Avo Pärts Fratres.

Jeg kan sagtens huske navnene på alle de bands, jeg har været i tidligere, for der har ikke været nogen. Det eneste har været et lille projekt med en veninde, hvor vi lavede nogle fjollede, små sange. Vi hed "Knabbe".

Jeg har købt nogle special editions af Björk-album udelukkende på grund af coveret.

Jeg elskede Jagged Little Pill med Alanis Morrisette, men min mor hadede det og syntes, det var plat. Det tog jeg meget personligt, og det var lige ved at ødelægge vores ferie i Sverige

Hvem har ikke været forelsket i Michael Jackson som lille? Det var jeg i hvert fald, og også lidt i Stevie Wonder og John Lennon.

Hvis der landede væsener fra rummet og spurgte mig "hvad er popmusik?", ville jeg svare, at det er følelser med ørerne.

Jeg ville stort set ofre samtlige nulevende sangere for at få Lennon tilbage. Skulle jeg vælge en, ville det nok blive James Blunt, sorry.

Den sidste musik, jeg har danset nøgen til, har været min egen, når jeg skal godkende miks hjemme i New York. Godt der ikke nogen, der har set det ind ad vores meget store vinduer, eller det tror jeg i hvert fald ikke.

Som teenager lod jeg, som om jeg elskede Nirvana, fordi jeg var vild med en fyr, der var fan. Jeg gik rundt med en Kurt Cobain-T-shirt, men havde aldrig hørt musikken.

Björks Medulla har altid skræmt mig. Det handler om verdens undergang, der er strubesang og er det mest uhyggelige jeg har hørt. Jeg havde en kæreste, og hvis jeg satte pladen på, når vi skulle have en romantisk aften, var jeg simpelthen nødt til at tage den af igen. Han var meget chokeret.

Girls Just Wanna Have Fun med Cindy Lauper giver mig altid lyst til at foretage mig noget dumt og vildt.

Jeg elsker som nævnt Kid A, men første gang jeg hørte den, fattede jeg den ikke.

Jeg fik i sin tid en autograf fra blokfløjte-specialisten Michala Petri, jeg var meget stolt.

Jeg er ret vild med mange poppede ting, for eksempel Rihanna, det er der nogle af mine snobbede venner, som synes er latterligt.

Hvis jeg kunne have valgt om, havde jeg stadig taget det samme kunstnernavn. Det er nemt og logisk, og så var der jo allerede en, der hed Nanna.

Hvis der er en sang, der er ind til benet og cool, så er det Sleigh Bells' Infinity Guitars, den hører jeg, når jeg skal ud med lidt aggressioner.

De sidste par album, jeg har skaffet mig, er Fiona Apples Idler Wheel og Atoms For Peace. Sidstnævnte er god, men ikke på højde med Radiohead.

Jeg har fået mange vilde gaver af fans. Den bedste har nok været en Oh Land-hånddukke ved siden af en narhval og en ulv.

Hvis jeg skulle give GAFFA en gave, som I kunne pakke op, så skulle det være en lille levende kontorabe, den kunne blive jeres nye maskot.

Jeg har aldrig været kærester med en med en dårlig musiksmag, men med en, der sang falsk. Det gjorde så, at jeg slog op. Jeg var også lidt ung.

Den danske musiker, der er bedst klædt, er Kasper Bjørke.

Nu har jeg ingen børn endnu, så jeg kan ikke svare på, om de ville kunne lide min musik. Men min hund kan ikke. Den kryber ind under sengen, når den hører min sangstemme.

Jeg har rigtig mange vilde koncertminder. Noget af det mest overvældende var at stå foran 25.000 mennesker i O2 Arena som support for Katy Perry, det var en sindssyg følelse. Men på den anden side vil jeg sige, at de bedste gigs som oftest er de små, intime.

Jeg har aldrig brugt musik som soundtrack til sex og har altid syntes, at det var lige lovligt plat, når en kæreste satte Sade på, når man var på date.

Hvis jeg skulle sende en dansk musiker en tur til frisøren, kunne Kristian Leth da godt trænge til at få klippet spidser.

Jeg har altid godt kunnet tænke mig at spille på lut.

Jeg har det med at stjæle min kærestes Slayer-T-shirt, som jeg i øvrigt har spillet mange koncerter i.

Jeg er ikke hoppet med på tatoveringsbølgen, men er nærmere en ren lilje. Men skulle jeg endelig have en musikrelateret en, ville det blive John Lennons briller – på mine bryster.

Det album, jeg oftest har givet i gave, er Noah's Ark med CocoRosie.

Mine GAFFA Awards (Årets sangerinde og årets popudgivelse 2011, red.) står på hylden sammen med mine omkring 80 snow globes.

Jeg har faktisk et stort, dyrt anlæg, men det står desværre ikke fremme. Det er mest lydkortet på computeren, jeg har gang i.

Er der nogle plader, som jeg engang var vild med, men som jeg ikke synes er gode længere? Ja og nej. Jeg var ret vild med Take That og synes egentlig stadig, at de lavede nogle gode popsange, der holder. Men jeg tror aldrig, at jeg kommer til at sætte pladerne på igen.

Jeg har aldrig stjålet nogle plader fra mine forældres samling. Men der er nok røget et par stykker fra Gladsaxe Bibliotek, jeg skal nok aflevere dem tilbage snart.

Se en helt ny GAFFA-fotosession med Oh Land i GAFFAs gallerisektion