x

Teitur – Tilbage på klippeøen

Teitur – Tilbage på klippeøen

Se flere billeder af Teitur på Færøerne i GAFFAs gallerisektion

Teitur er aktuel med sit sjette album, Story Music, og i den anledning har han inviteret GAFFA til at besøge ham på hjemmebane, det vil sige et lille rødt toetagers træhus i en landsby ti minutters kørsel fra den færøske hovedstad Tórshavn. Der er god afstand til de nærmeste naboer og havudsigt, der denne dag dog er noget reduceret grundet tåge – et velkendt fænomen på Færøerne.

Et flygel fylder en stor del af stuen og afslører, at her bor en musiker, men ellers befinder de fleste af Teiturs instrumenter sig pt. i Studio Bloch i Tórshavn, hvor Story Music er indspillet. Pladesamlingen er mellemstor og består mest af vinyl. I et vindue står de to Danish Music Awards, Teitur til dato har modtaget.

Det er fire år siden, at Teitur flyttede tilbage til Færøerne, hvor han er født og opvokset. Som 17-årig rykkede han med noget af familien til Danmark, nærmere betegnet Holstebro, og siden til København, London og Stockholm. Samtidig har han givet koncerter i store dele af verden. Nu er han tilbage, hvor det hele begyndte, med et album, der modsat alle forgængerne er indspillet i hjemlandet.

Hvorfor er du flyttet tilbage til Færøerne?

– Jeg har rejst rundt i verden, siden jeg var 17. Da jeg begyndte at lave albums og turnere, rejste jeg endnu mere. Og efterhånden har jeg opbygget et behov for at bo der, hvor jeg ved, hvordan tingene fungerer. Jeg føler mig hjemme mange steder, men det er grundlæggende, at man føler sig mest hjemme der, hvor man er født og opvokset. Jeg blev udmattet af hele tiden at skulle lære nye kulturer at kende. Jeg fik også et kulturchok, da jeg flyttede til Stockholm (med Teiturs daværende svenske kæreste, red.). Man var meget enige om, hvordan tingene skulle være. Dette her kan vi lide, og dette her kan vi ikke lide. Og hvis noget er alternativt, skal det være alternativt på den rigtige måde. Jeg syntes, der var meget borgerlighed og jantelov, men det var formodentlig bare mig, der var noget galt med på det tidspunkt. Og så tænkte jeg, at jeg i hvert fald ville bruge nogle år et sted, jeg kendte. Jeg kan sagtens flytte igen på et tidspunkt, men lige nu har jeg brug for at være et sted, jeg kender.

Kan man høre på dit album, at det er indspillet på Færøerne?

– Ja, det synes jeg. Jeg har valgt at omfavne det, der er færøsk. Nu er der også endelig kommet et verdensklasse-studie i Tórshavn, som min ven Jonas (Bloch Danielsen, mangeårig tekniker for Teitur, red.) driver. Samtidig har jeg haft et behov for at gennemføre ting her rent professionelt. Jeg har haft svært ved at gøre ting på Færøerne, for jeg har ikke altid følt, at der har været opbakning, og der har været en vis provinsiel modstand mod at gøre noget, der var anderledes. Jeg har haft lidt noia over det, men det er lige så meget mig, der ikke har fulgt med, for selvfølgelig kan man gøre det, siger Teitur og fortsætter:

– Hvis jeg for eksempel skal bruge mange strygere, er det enormt svært at samle mange gode strygere på Færøerne, men så hellere bare anvende lidt færre, og så bruge dem, der er her. Jeg har valgt at gå efter det menneskelige frem for, at det skulle være de rigtige, cool, håndplukkede personer. Her spiller en 86-årig mand og en 15-årig ved siden af hinanden. Og der er gode kor på Færøerne og efterhånden rigtig mange dygtige unge musikere.

Jeg har hørt noget om, at Færøerne har en stærk musiktradition, er det rigtigt?

– Ja, det, jeg har lært at skrive sange af, er når folk mødes og fulder sig og spiller lejrbålssange. Det var det, vi spillede, når vi var fulde, fordi der ikke kom andre bands og spillede. Der var alt fra Beatles-numre til færøske folkesange, Kvinde Min, Metallica, alle de lejrbålsnumre. Og det endte altid med, at jeg spillede guitar eller klaver. Det var der, min interesse for sangskrivertraditionen blev udviklet. Det er det, jeg ser som min skole. Og det er en færøsk ting for mig.

Fascinerende færøsk stilstand

Teitur giver et andet eksempel på de færøske forhold omkring indspilningen af nummeret Hard Work:

– Den sendte jeg til ti venner, som lærte den, og ved en koncert inviterede vi så alle publikummer over i studiet, hvor vi lærte dem sangen, som er en slags kædedans. Det er sådan noget, man kan få til at lyde godt her, og som ikke ville fungere andre steder. En anden sang, Walking Up A Hill, er indspillet i en hule på en ø nær mit hjem, og på optagelsen kan man kan høre havet og fugle. Albummet hedder Story Music, for sangene er historiefortællinger, og færingerne er et folk, der fortæller historier. Man fortæller hele tiden hinanden historier af typen "Har du hørt det om ham og ham" og "Vi har været der og der", meget mere end i andre lande.

Er sangene skrevet på Færøerne?

– Mange er, men ikke alle. Jeg bruger lang tid på at skrive sangene, så jeg tager dem med rundt, hvor jeg spiller. Gone Fishing er dog skrevet hjemme nytårsmorgen efter en fisketur. Teksterne på albummet handler meget om stilstand, tomhed, og hvorfor der ikke sker noget. Det er nok en færøsk ting, en monotoni, jeg er fascineret af. Man venter meget. Her planlægger man ikke tingene, man venter på, at de sker. Man er også afhængig af naturen, for eksempel tågen, der kan forsinke flyene i timevis, nogle gange i dagevis.

Story Music er et meget alsidigt album. Nogle numre har store orkesterarrangementer, på andre medvirker kun nogle få instrumenter, men gennemgående er den meget sparsomme brug af bas og trommer. Teitur fortæller:

– Der er percussion som marimba, vibrafon og et vaskebræt, men ikke stortromme, lilletromme eller hihat. Der er heller ikke el-bas, men nogle få strygerbasser. Jeg har med vilje valgt at gøre udtrykket lidt bundløst for at give mere plads, så man bedre kan høre detaljerne. Men lydbilledet er kæmpestort, og der er utrolig meget dynamik.

Samarbejde med Beach Boys-partner

En af de markante samarbejdspartnere på albummet er den amerikanske veteran Van Dyke Parks, der har skabt det omfattende orkesterarrangement på nummeret It's Not Funny Anymore. Parks er især kendt for sit samarbejde med Beach Boys på det i mange år skrinlagte album Smile og for at skrive orkesterarrangementer til navne som U2, Rufus Wainwright og Joanna Newsom. Teitur fortæller:

– Vi spillede begge ved et amerikansk radioshow i West Virginia sidste år, Mountain Stage, det har kørt i 30 år. Jeg har spillet der tre gange. Sidst var Van Dyke Parks der også, og efter det skrev han skrev et brev til mig, hvor han sagde, at jeg traf nogle gode valg, og han tilbød at skrive et arrangement til mig. Det var jeg megastolt af, og nummeret It's Not Funny Anymore var helt perfekt, det har noget Disney- og Hollywood-agtigt over sig.

– Jeg sendte Van Dyke Parks en klavermelodi, akkorder og teksten og skrev så, at vi jo kunne ping-ponge lidt frem og tilbage om arrangementet. Det var han nu ikke lige klar på. "I don't really cooperate", skrev han, og han har derfor skrevet arrangementet alene uden min indblanding.

– Vi kunne ikke indspille med så stort et orkester på Færøerne, og vi indspillede det derfor i Holland i forbindelse med en festival, i Eindhovens Muziekgebouw i den store sal klokken 01 om natten med Holland Baroque Society og nogle andre hollandske musikere. Min ven Nico Muhly dirigerede, og min ven Ryan Ouwehand optog det på et mobilstudie. Jeg er kæmpefan af Van Dyke Parks, han er en af de helt store poparrangører, og jeg har lært meget af ham. Samarbejdet er en "dream come true". Celine Dion har i øvrigt nummeret med i puljen til sit næste album, men hun har nok 50 sange i spil, så det er ikke sikkert, hun indspiller den. Jeg tror, hun har fået kendskab til sangen gennem produceren David Foster, som producerede mit nummer You Get Me til Seals forrige album, Commitment. You Get Me er efterhånden indspillet af rigtig mange sangere, også mange, der ikke er så kendte. Det viser, at den gode sang kan bruges af mange. Men det er da ironisk, at nummeret først bliver kendt, når en kendt sanger synger det.

Ikke pleasermusik

Teitur fortsætter med at understrege, at hans nye album er et album, som kræver nærlytning, hvis man skal få det fulde udbytte.

– Det er ikke pleasermusik, men musik, man skal lytte til nogle gange. Jeg tror, det er det, der holder i længden. Sådan har jeg altid arbejdet. Story Music er en plade, man skal kunne lytte til om 100 år. Jeg forsøger ikke at være trendy. Jeg skriver sange hele tiden, og det er kun de gode sange, som vender tilbage og vil skrives færdig. Det er de ting, man har behov for at få sagt, de ting, man husker. Det kan godt være, det ikke er relevant for alle andre lige nu, men det kommer det til, hvis det fortæller noget om virkeligheden.

Dine nye sange lyder, som om du ikke er så interesseret i at skabe et radiohit. Er du enig?

– Ja, jeg har opgivet at jagte et radiohit. Jeg synes heller ikke, jeg for alvor har fået opbakning fra radioerne, og så jeg har tænkt: "fuck det". Min sidste plade kom da på over 100 amerikanske radiostationer, men blev ikke spillet for alvor. Men jeg er glad for, at jeg ikke har haft et kæmpehit, som jeg så altid skulle spille og leve op til. Tag for eksempel trommeslageren Steve Gadd, der spillede et markant beat i Paul Simons 50 Ways To Leave Your Lover, og folk vil så altid have, at han skal spille det beat. Det tror jeg, han er træt af, smiler Teitur og fortsætter:

– Hvis jeg havde haft et kæmpehit, var jeg nok ikke kommet til der, hvor jeg er nu. Nu er jeg også mere klar til det, hvis det skulle ske. Det er først nu, jeg føler, jeg kan det her shit. Jeg føler, jeg har været i skole indtil nu. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg bliver dygtigere og dygtigere med årene. Når jeg bliver gammel, bliver jeg en motherfucker. Det handler ikke om at få opmærksomhed. Det handler om at blive dygtigere og dygtigere, om at skabe noget, der holder.

Har arbejdet hårdt for succesen

Det er i år ti år siden, Teitur udgav sit debutalbum, Poetry & Aeroplanes, og det er en meget passende anledning til at spørge ham om, om han har opnået det, han drømte om, da han debuterede.

– Ja, det har jeg i hvert fald. Jeg har opbygget mig et fundament at stå på, og en lytterskare i mange lande. Danmark er mit hovedterritorium, men jeg kan rejse ud i alle storbyer i den vestlige verden og samle nogle mennesker og betale for flyrejsen, og dér, hvor jeg kommer fra, er det cool. Det er det selvfølgelig ikke, hvis man er mangemillionær og har en multinational pladekontrakt. Det er dog noget, jeg har taget, det er ikke noget, jeg har fået. Det har jeg arbejdet hårdt for. Men mine nye mål handler om musikken. Det er der, mit liv starter forfra. Nu er skolen færdig. Det bliver mere og mere spændende at lave musik. I disse tider taler man om, at genrer mødes. Man siger, at i USA opstod mange af musikgenrerne, fordi der var så mange indvandrere af forskellig nationalitet, der mødtes, og globalt er det det, der sker i disse år. Man begynder at indse, hvor det rykker. Det er det, jeg synes, man skal lære sig. Hvad er det, der fortæller os noget, vi ikke vidste?

Du bliver ofte omtalt i turistguides for Færøerne, og man kan købe dine plader på turistkontoret i Tórshavn. Hvordan har du det med at være musikalsk ambassadør for Færøerne?

– Jeg har det lidt blandet med det. Det sker mest, når det skal kommunikeres til folk uden for Færøerne. Jeg tror, folk er stolte af dét, jeg har opnået, men der er faktisk ikke så mange, der kan lide mig her. Folk føler, at man ikke kan nå så langt på Færøerne, og det har jeg så gjort alligevel, og det er de glade for. Men jeg sælger ikke vildt mange plader her og bliver ikke spillet i radioen særlig meget.

Men da jeg gik rundt med dig i går på G! Festival (stor færøsk musikfestival, red.), var der mange festivalgæster, der stoppede dig og ville have taget et billede med dig, så du må da have nogle fans på Færøerne?

– Det er rigtigt, men det er mest de helt unge.

Hyldet af Lars Løkke og Mette Frederiksen

Både tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har lovprist din musik, i henholdsvis DR P4's Café Hack-program og GAFFA. Hvordan har du det med at blive rost af dem?

– Hvis det bare var de færøske toppolitikere, her har vi brug for forandring. Men når musikken kommer ud, får den sit eget liv, så jeg tænker ikke på, hvem der kan lide den eller ej. Heroppe har kunstnerne slået sig sammen for at boykotte landsstyret, fordi de nedprioriterer kunsten og uddannelserne og gør de rige rigere. De er ikke på folkets side. Når de arrangerer noget, vil vi ikke spille. Da Helle Thorning-Schmidt var oppe for at spise med lagmanden, takkede jeg nej til at spille, og det gjorde alle andre også. På Færøerne kan man stå sammen, hvis man er enig. Det kunne man næppe gøre i Danmark, hvis man for eksempel ville boykotte DR, hvis man syntes, de spillede den forkerte musik.

Hvor står du selv politisk i forhold til Lars Løkke og Mette Frederiksen?

– Jeg står ikke noget politisk sted i forhold til dem. Dansk politik er mig meget fremmed. 

Story Music udkommer 16. september. Teitur er på Danmarksturné i september. Se mere info på GAFFA Live.

Se flere billeder af Teitur på Færøerne i GAFFAs gallerisektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA