Vi har talt med den lovende sanger, som i aften giver en udsolgt koncert i Ideal Bar
Den danske sanger Alex Vargas flyttede til London i en alder af 17 år og har siden da arbejdet med diverse producere og sangskrivere i blandt andet Los Angeles, New York, Atlanta og London. Med inspiration fra store kunstnere som Jeff Buckley og Sam Cooke er hans sangskrivning hurtigt kommet op på et meget højt niveau, som er værd at holde øje med.
Alex Vargas er blevet spået i den britiske presse til at være den nye Steve Winwood med sin imponerende stemme, hvilket man kan høre, når han spiller en udsolgt koncert i aften søndag den 22. september på Ideal Bar i København.
I forbindelse med koncerten i aften fangede GAFFA ham til en kort snak om hans nye ep, London og musik.
Den seneste ep hedder "Howl". Kan du fortælle lidt om ep'en. og hvad vil du fortælle med den?
– "Howl" repræsenterer, hvor jeg er som sangskriver og sanger. Alle sangene er kærlighedssange, men i forskelligt omfang. Frygt, tvivl, håb og frustration.
Hvad er dine planer for resten af 2013?
– Efter min koncert på Ideal Bar har jeg et headline-show i London, en tre ugers tur til Los Angeles med min skrivepartner Tommy Sheen og en festival i Holland. Ud over det har jeg lige startet nyt studie med tre venner, så resten af tiden kommer nok til at gå med at skrive nye sange der.
Du skal spille i København, hvordan er det at spille i København, når du bor i London?
– Sidst jeg var hjemme for at spille var en fantastisk oplevelse. Jeg var meget overvældet. Både over hvor mange der kom og deres reaktion, så jeg glæder mig utroligt meget.
Du bor i London, hvordan kan det være, og hvornår flyttede du?
– Jeg fik tilbuddet om at flytte herover som 17-årig for at fokusere på musik. Det var ikke noget, jeg skulle tænke længe over!
Hvornår begyndte du at lave musik?
– Jeg begyndte at skrive sange stort set samme dag, som jeg fik min første guitar. Min 15 års fødselsdag.
Hvornår vidste du, at du ville satse på musikken?
– Jeg var meget ivrig, så snart jeg var begyndt at skrive, men det det egentlige sats var jo nok at forlade Danmark. Uden en uddannelse. Jeg fortryder intet.
Hvordan er musikscenen i London i forhold til i Danmark?
– Travlere. Der er mere at se og høre, flere om buddet og derfor større konkurrence.
Hvilken musikoplevelse er den vildeste, du har haft?
– Det er umuligt at svare på. Der er så mange. Første gang jeg hørte mine største idoler synge. Første gang jeg hørte mennesker, jeg ikke kendte synge mine sange. Første gang jeg stod på en scene. Første gang jeg stod foran et stort publikum. Og så videre.
Hvornår og hvordan fik du din første pladekontrakt?
– Min første kontrakt i England var, da jeg var 19, med et produktionsselskab der hedder Xenomania. Igennem dem blev jeg signet til Geffen Records med mit daværende band Vagabond.
Hvad drømte du om at blive, da du var lille?
– Ismand, professionel fodboldspiller, skuespiller, sangskriver. I den rækkefølge!
Du skriver selv din musik. Hvad inspirerer dig?
– Alt omkring mig.
Hvilken farve er musik for dig og hvorfor?
– Det har jeg aldrig tænkt over. Jeg bliver nok nødt til at sige, at musik har alle farver, da musik kan udtrykke alle følelser.
Synger du i badet?
– Det kan du fandme tro, jeg gør!
Hvad er det klogeste råd, du har fået af en, og hvad er det?
– Lyt til din mavefornemmelse. Tal fra hjertet.
Hvem er din yndlingskunstner, eller hvem bliver du inspireret af?
– Igen, så mange. Efter min mening er Aretha Franklin og Sam Cooke de bedste sangere, der har gået på jorden, men jeg har mange idoler.
Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren og hvorfor?
– Noget med Elvis Presley. Det er pissesjovt. Gang i knæene og det hele!
Hvad er din bedste turnéoplevelse?
– Er der ikke en eller anden regel? "What happens on tour, stays on tour"....
Hvordan ser fremtiden ud for dig?
– Rigtig spændende. Jeg udgiver min ep med Tiger i hele verden om et par måneder. Jeg er virkelig spændt på at se, hvad vi kan drive det til.
Hvad drømmer du om?
– Fortsat at kunne leve af musik. At få lov til at skrive og spille for folk i mange år endnu.
Hvilken bog ligger på dit natbord?
– "The Doors of Perception" af Aldous Huxley. Jeg burde virkelig gå i gang med den. Den har ligget og stirret på mig i et år nu.
Hvad giver dig energi?
– Musik
Læs mere om Alex Vargas på Facebook