Nyhed

Hør ny single fra DJ Statics makker Danni Toma

Stærkt inspireret af det modsatte køn udsender den unge rapper snart sit debutalbum, hvorfra den første single netop er offentliggjort

Den aalborgensiske/palæstinensiske rapper Danni Toma udgiver den 4. november sit debutalbum "Kvinde", der i følge hans egne ord er "...dedikeret med allerstørste respekt til damerne." En måned før albumudgivelsen sendte Toma den officielle single "Ingenting", som du kan høre herunder. "Ingenting" kommer i kølvandet på nummeret "Du Minder Mig Om Himlen", som blev udgivet tidligere i år.

Debutalbummet fra Danni Toma er et modsvar til de mange klichéfyldte rap-tekster fra hiphoppens verden med mandschauvinistiske paroler. Selv har rapperen udtalt, at hans inspiration kommer fra kunstnere som Tricky og The xx med deres drømmende melankolske musik samt gammelt sexet soulmusik som The Impressions og Marvin Gaye. Derudover har Danni Toma brugt sine egne erfaringer med kærlighed som udgangspunkt for sine tekster.

Musikken på albummet er, som Danni Toma og hans faste producer Noodle selv kalder det, stripklub-musik. Målet har været at skabe stemningsbilleder, som er sexede og festlige uden at miste detaljerigdommen i produktionerne og dybden i teksterne.


Forud for sit debutalbum har Danni Toma udgivet tre ep'er, som har bragt ham rundt i landet sammen med Pato som support på dennes danske shows samt som en fast del af DJ Statics stort anlagte Danmarksturné og liveshows på blandt andre Smukfest og Wonderwall-festival.

Hør "Ingenting":


ANNONCE