x

Keane holder pause

Keane holder pause

Der kommer til at gå et stykke tid, før vi hører mere til Keane. Sussex-drengene har besluttet at holde pause på ubestemt tid for at fokusere på deres egne projekter, fortæller en talsmand for bandet til The Sun. Talsmanden uddyber det ikke, men sanger Tom Chaplin har tidligere annonceret, at han vil udgive et soloalbum med selvskrevne sange, og The Sun skriver, at bandets primære sangskriver Tim Rice-Oxley vil fokusere på at skrive hits til andre artister. For at markere 10 års succesfuld pladeudgivelse udgiver Keane en opsamling. 

"The Best of Keane" udkommer den 11. november og samler op på en glorværdig karriere, hvor bandet har solgt over 10 millioner album. Ud over gode, gamle hits og de to nye numre, der er opstået under deres 2012-album "Strangeland"s tilblivelse, kan man på deluxe-udgaven af opsamlingen støde på et uudgivet nummer kaldet "Russian Farmer's Song."

Keane har været aktive i branchen siden 1997, men fik for alvor deres gennembrud, da debutpladen "Hopes And Fears" udkom tilbage i 2004. Pladen vandt et hav af priser, heriblandt en Brit Award for Bedste Britiske Album og var det næstbedst sælgende britiske album dét år. Siden da har de opnået stor succes med deres senere udgivelser, og både "Hopes And Fears" og "Under The Iron Sea" fra 2006 kom i maj 2008 på listen over bedste britiske album gennem tiderne i Q Magazine.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA