Med gæster som Stevie Wonder og et genoptaget samarbejde med Dr. Dre lover kommende udspil fra The Top Dogg interessante takter
Snoop Dogg alias Calvin Broadus, 33, udkommer den 20. november med sit nye album ”The Blue Carpet Treatment” – det ottende i rækken fra vestkyst-rap-pionéren. Som sædvanlig har der været et væld af gæster på besøg i studiet. Vi nævner i flæng: Stevie Wonder, The Game, Ice Cube, R Kelly, Brandy, MC Eight og flere andre.
Produktionen står, blandt andre, gode gamle Dr. Dre for sammen med Rick Rock, Timbaland og Neptunes, og man må derfor konstatere at når Tha Doggfather kalder, så tropper stjernerne op.
Første single fra ”Blue Carpet” er med B Real fra Cypress Hill, og har fået navnet ”Vato”. Singlen er skrevet af Snoop i et forsøg på at promovere solidaritet mellem de mange forskellige etniske grupper i Californien, skriver Bilboard.com.
”Det er på tide at vi begynder at kæmpe for, i stedet for imod, hinanden”, udtaler rapperen, og fortsætter: ”Jeg har homies fra alle kulturelle baggrunde og elsker alle mine brødre, sorte og brune. Der er intet, der kan holde os fra at skabe en bedre fremtid for os selv, for vores familier og fremtidens generationer, hvis vi bare finder sammen.”