x

Lydmors turnédagbog fra hjemmekoncerter del 3

Lydmors turnédagbog fra hjemmekoncerter del 3

Sangerinden, sangskriveren og elektronikamusikeren Lydmor, med det borgerlige navn Jenny Rossander, er i december taget på en såkaldt Trust Tour. Den går ud på, at man har kunnet booke Lydmor sin en privat koncert hjemme hos sig selv, eller hvor man ellers vil have hende til at spille, blot ved at betale hendes transportudgifter, og så hvad man har lyst til derudover. Turnéen blev på få dage fuldt booket og bringer Lydmor både rundt i Danmark samt til Tyskland, Holland og Sverige. Vi har fået Lydmor til at skrive dagbog fra den alternative turné:

Kære GAFFA

Glædelig jul! I har ikke hørt fra mig i nogen tid, jeg har haft travlt med tage indtryk ind og tage ud i verden. Nu hvor jeg har trukket mig tilbage til Fyn for en kort juleferie, har jeg fået tid til at skrive til jer og fortælle om mine oplevelser. Så lad os fortsætte, hvor vi slap.

Jeg sidder i toget til Hamburg.

Hvad jeg ikke tidligere har fortalt er, at jeg indtil videre på min Trust Tour ikke har haft nogen telefon. Alle, som kender mig, vil kunne berette, at jeg er dårlig til telefoner, og lige inden Trust Tour gik det galt igen, og en uorganiseret hverdag plus nogle svindende finanser gjorde, at jeg ikke lige fik anskaffet mig en, så jeg klarede koordinering med Wi-Fi-hotspots og aftaler om at mødes på specifikke punkter på specifikke tidspunkter. Old-school, kan man vel kalde det. Uholdbart, kan man også kalde det.

Da jeg ankommer til Hamburg station, har jeg således en aftale med min veninde Kristin, som har organiseret min tyske del af turnéen, om, at hun kommer og henter mig. Problemet er bare, at da jeg står ud af toget og kigger mig om på peronnen, bliver det hurtigt tydeligt, at hun ikke er der. Jeg venter i ti minutter. Går lidt rundt om mig selv. Ryger en cigaret. Hun er her stadig ikke.

Pis. Pispispispis pis pis.

Jeg finder et hjørne, placerer min taske på flisegulvet, ignorerer de misbilligende blikke fra forbipasserende tyskere og åbner min laptop i håbet om at finde et Wi-Fi-hotspot. Intet. Kun et enkelt, som aktiveres ved - ironien er højtråbende - sms.
 
Efter at have vandret lidt rundt på den gigantiske banegård finder jeg en meget mørk og skummel netcafé. Sådan én med spillemaskiner i den ene side og gamle stationære computere i den anden. Jeg køber 20 minutters internet, kigger mig nervøst omkring, logger på Facebook og skynder mig at skrive til Kristin, hvor jeg er. Efter to nervepirrende minutter svarer hun, og ti minutter senere kommer hun løbende ind på netcaféen, og vi mødes i en pludrende omfavnelse. Det viser sig, at der var demonstration rundt om hele bygningen, og det var umuligt for hende at finde et sted at parkere.

Efter at vi har fået opklaret misforståelsen, spørger jeg hende straks "Did you write Heartbeat (læs: mine to managers) when you couldn't find me?" Hun nikker ivrigt, og jeg synker lidt sammen. Åhnej. Jeg føler mig som en fuld gymnasiepige, som opdager, at nogen har ringet til hendes forældre. Jeg må nok erkende, at det ikke er første gang, nogen har skrevet til dem, fordi de ikke kunne finde mig.

En time senere laver jeg lyd i et tv-studie i Hamburg. En ung herre ved navn André har interviewet mig på Roskilde Festival, og da han hørte, at jeg ville være i Hamburg, fik han arrangeret en live-in-studio performance, som han kunne sende til sine lyttere juleaftensdag. Showet er magisk og meget professionelt i forhold til de shows, jeg har spillet på det sidste, og det er egentlig meget rart.

Om aftenen er Kristin og jeg inviteret på middag hos en mand, som ejer et pladeselskab. Han har været interesseret i min musik længe, så snakken falder naturligvis på min næste plade, og jeg spiller nogle ting for ham. Han virker meget begejstret, og vi snakker frem og tilbage om kunst, mainstream, alternativer og musikindustrien. Kristin bliver tipsy og begynder at tigge mig om sætte hendes yndlingssange, som jeg har lavet på. Det er ret pinligt, men også enormt sødt. Lidt inde i aftenen og diskussionen udbryder jeg "Fuck the music industry!", med ekstravagante armbevægelser, som næsten får rødvinen til at skvulpe over i mit glas. Det virker heldigvis ikke til at skræmme pladebranchemanden synderligt. "Fuck selfabsorbed artists!" griner han tilbage. "Pleeeeeaaase, play that song from the breakup, it's sooo good.." kurrer Kristin indsmigrende. Freakshow.

Vi tre ender på en bar med nogle af dem, som var med til showet tidligere på aften, og alle får indtaget rigtig mange drinks og nogle grønne shots, ingen rigtig vidste hvad bestod af. De spiller god musik. Vi danser i timevis. Kristin og jeg slingrer hjem til hendes lejlighed, hvor jeg falder om i hendes lillebitte sofa, til trods for at hun havde en luftmadras klar til mig. Ingen af os kan huske hvorfor.

Morgen efter. Morgenen.. efter... Kære læser, dvæl lidt ved de to ord og se, hvilke associasoner du får. Jeg vil vædde med, at det ikke er rart.

Jeg vågner krummet helt sammen og er øm i alting. Hvor er jeg? Nårja, Hamburg... hvorfor sofa? Hvad er klokken? Alt for mange. Hmmm.. Hov, luftmadras! Yes! Inden jeg dog har fået lagt mig til rette, kommer Kristin ind og minder mig om at vi skal af sted, fordi jeg skal spille en koncert i en stue, og vi skal over og sætte op og lave lyd. Hun har lånt et anlæg af et band. Op, videre i programmet. Jeg prøver at tænke på, at jeg er en Fugl Føniks, som vågner af asken. Det er svært, jeg føler mig mest som en rigtig tømmermændsramt bleg dansker, hvis jakke lugter lidt af slumbar.

Fire timer senere spiller jeg igen. "On with the show", hvisker Freddy.

Kys kys, og vi skrives snart igen

Kærlig hilsen Jenny

Hør kærlighedssang, som jeg har lagt på Soundcloud i anledningen af julen her


Se video fra koncerten i Hamburg her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA