Nyhed

Nik: Nirvana var vendepunktet

Den ene af halvdel af succesduoen Nik & Jay afslører overraskende musikalske favoritter

De er kendt som de storskrydende popdrenge, når de indtager æteren og landets scener - og er derudover aktuelle med albummet "United." Og nu har den ene halvdel af succesduoen Nik & Jay lavet en såkaldt personlig playliste for streamingtjenesten WiMP.
 
I anledning af listen har Nik også fortalt WiMPs online-magasin om sit forhold til de udvalgte sange, og her fortæller sangeren blandt andet  - og måske noget overraskende - at han dulmer sine hjertesorger ved at ryge pot og høre Lou Reed og Leonard Cohen, at Coldplay tegner sig for hans bedste liveoplevelse, og at The White Stripes "Seven Nation Army" er det foretrukne lydspor, når der for alvor skal festes igennem.
 
Desuden afsløres det i interviewet, at Nirvana-sangen "Something in the Way" var et musikalsk vendepunkt for den vordende popstjerne, som siden har sat sin signatur under stribevis af hits herhjemme. Nik finder også anledning til at tale om Nik & Jays seneste album, som udkom i oktober. Da Nik bliver bedt om at fremhæve et nummer med en tekst som han er "særligt glad for," lyder det således:
 
– Et nummer fra vores nye skive, Bag tonede ruder. Det er en drøm, jeg havde en eftermiddag: Jeg gik alene rundt i Kjøbstaden efter en krig/et slag. Byen var i brand, og de eneste lyde, der fandtes, var fragmenter af sange, jeg har skrevet. De blev kastet rundt og ekkoede i mig, som havde musikken sprængt alt til atomer. Men samtidig var det det eneste og det reneste der voksede op af flammerne. Hvem er man, når man forlader sin krop? Blot en tanke om sig selv? Disse billeder, synes jeg, er godt indfanget på nummeret.

Du kan finde playlisten her og Niks ledsagende kommentarer her.

 
ANNONCE