Nyhed

The Afghan Whigs genforenet

Et af 90’ernes store små bands, de alternative rockere fra The Afghan Whigs, gendannes

Trods klokkeklare forsikringer om det modsatte, fra frontmand Greg Dulli, i et interview med GAFFA for nylig, genforenes Dulli med bassist John Curley, guitarist Rick McCollum og trommeslager Michael Horriga, for at arbejde på sange til opsamlingsalbummet ”Unbreakable”, der endnu ikke har nogen udgivelsesdato. Det vil så være det første nye materiale fra Afghan Whigs siden abummet ”1965” – fra 1998…

Forsanger Greg Dulli har ellers ikke ligget på den lade side og har bl.a. udgivet fire albums med sit nye orkester Twilight Singers, det seneste ”Powder Burns” fra maj i år, til stor anmelderros. Dulli har desuden udgivet soloalbummet ”Amber Headlights”.

Om samarbejdet giver grobund for mere end en engangsforetagelse, er nok mere tvivlsomt. Dulli har nok ingen planer om at droppe Twilight Singers, med hvem han i slutningen af oktober drager på turné i USA, John Curley er bassist i Staggering Statistics, og Rick McCollum har sit eget band Moon Maan. Men den gamle garde er i hvert fald samlet, med tidligere hus-producer Jeff Powel bag knapperne, så man kan jo altid håbe.


ANNONCE