Nyhed

Mere dansk pop til Nibe Festival

Der er både gengangere og dugfriske navne på programmet

Der er måske et par gengangere at finde på Nibe Festivals scener, når den Lille Fede atter lægger op til fest i den nordjyske skov. Det skyldes dog ikke et fald i kunstnernes popularitet, tværtimod. Der er tale om kunstnere, der i år er mere aktuelle end nogensinde. Samtidig har festivalen oven på seneste rockudmeldinger følt behov for en pop-indsprøjtning, og det får den således nu med offentliggørelsen af de fem nye navne: Rasmus Seebach, Medina, Panamah, Julias Moon og Red Warszawa. 

Rasmus Seebach var også at finde på Nibe Festival sidste år, men man kan ikke just sige, at den folkekære sanger er blevet mindre efterspurgt siden da. Derfor er han at finde i Nibes skov den 4. juli. Det samme kan siges om Panamah, som også gæstede festivalen sidste år. Deres popularitet har siden været støt stigende i takt med massiv radio airplay.

Til gengæld er det hele fire år siden, at Medina var at finde på Nibes program. Det bliver der rådet bod på i år, hvor Danmarks popprinsesse den 5. juli kan give den gas med de mange hits, hun har haft i den mellemliggende tid. 


Helt friske er trioen Julias Moon. Det er første gang, de skal spille på den Lille Fede. De udgav for to måneder siden ep'en "Backseat Thunder", som indeholder singlen "Bay", der har fået 110.000 afspilninger på YouTube. 

Det sidste navn, Red Warszawa, kan ikke ligefrem kaldes pop, men festlige, det vil man til gengæld gerne kalde dem i Nibe. Det forventes, at "galemandsrockbandet" vælter Rock Town på samme vis som de gjorde for to år siden. Red Warszawa er i øvrigt i foråret på danmarksturné under titlen "Herpes i provinsen".

Nibe Festival finder sted fra 2.-5. juli. De offentliggjorte navne er L.O.C., Rasmus Seebach, D-A-D, Medina, Marie Key, Ulige Numre, Go Go Berlin, Carpark North, Julias Moon, Panamah og Red Warszawa.


Billetsalget er i gang via festivalens hjemmeside.

 

ANNONCE