Nyhed

Upcoming navne giver gratiskoncert i Jazzhouse

Fire nye danske musiknavne, som spås en stor fremtid, giver gratis koncert

Traditionen tro inviterer pladeselskabet Sony Music og bookingbureauet PDH Music musikinteresserede til gratis koncerter i Copenhagen Jazzhouse, hvor de præsenterer fire nye kunstnere, som det er værd at holde øje med i det nye år. Årets showcase finder sted den 1. februar, hvor Ida, De Dødelige, Den Fjerde Væg og Moses: "Andreas" er de udvalgte.

Ida, som vandt X Factor i 2012, udgav sit debutalbum "Seize The Day" i november sidste år og har desuden opvarmet for sangeren og sangskriveren Katie Melua. De Dødelige har endnu ikke udgivet deres debutalbum, men er på gaden med deres single "Sig Det", som byder på en symbiose af r&b og pop-elementer. Når de spiller på Copenhagen Jazzhouse den 1. februar er de ikke uden live-erfaring, da de sidste år agerede opvarmning for både Marie Key og Nik og Jay. Samme aften spiller Den Fjerde Væg, som debuterede med det dansksprogede indiealbum "Drengekys" i 2012 og nu har nyt på vej. Drengene har siden spillet på blandt andet sidste års Spot Festival, og er kendte for deres storladne live-lyd.

Duoen med det iøjefaldende navn Moses: "Andreas", som Sony Music og PDH også spår et gennembrud i 2014, har eksisteret siden 2009 og indskriver sig, som Den Fjerde Væg, i den nye generation af danske musikere, som ynder at synge på modersmålet. Duoen, som i privatlivet er bedste venner, bevægger sig indenfor poppens verden, hvor den gode melodi er i højsædet.


Har du lyst til at opleve ny dansk musik, som måske står på kanten til et regulært gennembrud, er det den 1. februar på Copenhagen Jazzhouse. Og det er altså ganske gratis.

Herunder kan du lytte til de fire udvalgte kunstnere: 

ANNONCE