Nyhed

Se Fred Astaire danse til Radiohead

Den legendariske Hollywood-skuespiller bliver vakt til live af internettet

Fred Astaire var medvirkende til at transformere og gøre musicalen populær som filmgenre. Hans kollega Gene Kelly har udtalt, at "dansens historie begynder med Astaire". Nu får den historie endnu et kapitel, da et gammelt filmklip er blevet manipuleret således, at Fred Astaire pludselig giver den gas til Radioheads "15 Step" fra albummet "In Rainbows" (2007). Du kan se den her forneden.

Bloggeren John Holbo skrev i december sidste år en sjov opfordring på sin blog. Han foreslog, at man skulle lave en musikvideo til "15 Step", hvor man brugte Fred Astaires dansecene i 5/4-takt fra filmen "Yolanda And The Thief" fra 1945. "Man skal bare speede filmsekvensen op", skrev han.

Det har den Seattle-boende John Speranza taget som en udfordring, og han har således fået speedet filmsekvensen op i det passende tempo, så Radioheads beat stemmer overens med Fred Astaire og Lucille Bremers flygtige fodtrin. Om det er lige præcis den musikvideo, Thom Yorke og co. havde forestillet sig til deres nummer, melder historien ikke noget om, men ganske morsomt er det at se Astaire danse til moderne toner hinsides graven.

15 Step from John Speranza on Vimeo.

ANNONCE