Nyhed

Conor Oberst annoncerer nyt – hør første single

Bright Eyes-frontfiguren er klar med nyt soloalbum efter fem års pause

Den 33-årige Conor Oberst, som både er frontfigur i Bright Eyes og medlem af bandet Monsters Of Folk, er klar med et nyt fuldlængdealbum, der har fået titlen "Upside Down Mountain". Det nye udspil udkommer den 19. maj, og således er den amerikanske sanger og sangskriver klar med opfølgeren til "Outer South", som udkom for godt fem år siden under navnet Conor Oberst And The Mystic Valley Band. 

Bright Eyes-frontfiguren er allerede klar med den første single, "Hundreds Of Ways", der også vil optræde på en limited edition 7″-udgivelse, som kommer på gaden på den såkaldte Record Store Day den 19. april.

Conor Oberst, der grundlagde Bright Eyes tilbage i 1995, er en anmerlderrost musiker her på siden. Det selvbetitlede udspil, som udkom i 2008, modtog hele seks ud af seks stjerner fra Mikkel Elbech, som skrev: "Triumf for Bright Eyes-frontmanden på både skramlet, underspillet og helt forrygende udspil." Det seneste udspil "Outer South" blev anmeldt til fem stjerner med ordene: "Oberst selv fortsætter med at plukke perler ud af den tilsyneladende uudtømmelige kreative kilde, hvis spændvidde fortsat er imponerende – fra det smukke og afdæmpede i 'Ten Women' til den bidende protesthymne, 'Roosevelt Room'".


Hør den nye single "Hundreds Of Ways" herunder via YouTube:

ANNONCE