Anden sang fra Bibelselskabets Lydspor Fra Bibelen er nu tilgængelig for et lyt
I anledning af Bibelselskabets 200 års jubilæum udkommer der i løbet af året 12 sange under titlen "Lydspor fra Bibelen". Hver måned har en kendt dansk musiker skrevet en sang på baggrund af en bibeltekst. Kunstneren har frie hænder til at tolke teksterne, og det er ikke et krav, at man er gudfrygtig.
I dag er projektets anden sang – den første var med Sys Bjerre – tilgængelig for lyt. Det er færøske Eivør Pálsdóttir der står bag den, og den hedder "You Know Me". Inspirationen stammer fra Biblens Salme 139, og den er skrevet med klare paralleller til sangerindens eget liv.
"Teksten er åben og kan både handle om forholdet til Gud, men også om kærligheden mellem to mennesker. Den dybe kærlighed, som kan rumme alle brister," siger Eivør.
Eivør Pálsdóttir har udgivet hele otte album, hvoraf det seneste, "Room", udkom i 2012. Pelle Sonne Lohmann kvitterede med fire stjerner og konkluderede: " Det kantede og råt medrivende møder Eivørs såvel sarte som kraftfulde stemme og kunstnerens ubestridelige evne til at kreere virkelig fine melodier i et hele, der oftest fremstår flot."
Derudover har den talentfulde sangerinde flere nomineringer for bedste sangerinde og bedste album ved Danish Music Awards. I 2012 høstede hun priserne for årets bedste artist, årets bedste sangerinde og årets album i hjemlandet - ligesom hun sidste år modtog DJFBA-hædersprisen i Danmark.
I november samler Bibelselskabet alle 12 sange på et album. Overskuddet går til hiv-ramte børn i Swaziland, og for Eivør har det også været en vigtig motivation:
"Jeg er glad for at kunne være med til at støtte hiv-projektet i Swaziland med en sang om kærlighed," siger hun.
Du kan høre Eivør Pálsdóttirs bidrag, "You Know Me", på Bibelselskabets hjemmeside her.