x

Surt opstød fra Lennon solgt for halv million

Surt opstød fra Lennon solgt for halv million

Et arrigt brev, John Lennon skriblede til produceren Phil Spector i midten af 70'erne, er blevet solgt på en auktion til den svimlende sum af 480.000 kroner - over 400.000 kroner mere end forventet. Det skriver engelske NME.

Brevet er skrevet i Lennons legendariske "lost weekend" fra 1973-75, hvor han var separeret fra konen Yoko Ono, og det er titlet "Vedrørende tis" ("A Matter Of Pee"). Årsagen til brevet er, at Lennon var blevet truet med, at han kunne blive bortvist fra studiet, han på daværende tidspunkt arbejdede i, grundet en lidt ulækker hændelse.

Lennon skriver i brevet til Spector, mens han refererer til drukkammeraterne Keith Moon, trommeslager i The Who, og singer-songwriter Harry Nilsson: "Skulle du ikke være klar over det, var det Harry og Keith, der pissede i mixerkonsollen!"

Han fortsætter med at uddybe, at det næppe kan være hans ansvar at skulle babysitte ellers voksne mænd. Brevet blev solgt til en privat samler, og en repræsentant for auktionshuset Cooper Owen udtaler: "Dette er et meget sjældent og særligt brev, fordi det nævner så mange kendte karakterer for den tid."

Sidste år udkom Jonathan Cotts biografi om Lennon, "Dage, jeg vil huske - Min tid med Yoko Ono og John Lennon." GAFFAs Espen Strunk anmeldte bogen og kvitterede med fem ud af seks stjerner

"Sparsomt illustreret i sort/hvid, læsevenligt sat og med uomtvistelig rockhistorisk vægt er "Dage, jeg vil huske - min tid med Yoko Ono og John Lennon" en helt igennem sober og berettiget lille udgivelse, som udfylder et hul på hylden mellem Wenners "Lennon Remembers og Sheffs interviews, som iøvrigt netop er udkommet på dansk under titlen "Lennon uden filter" - i noget mindre appetitvækkende udførelse end Cotts bog."

Hør Lennon være knap så bitter og mere empatisk her på "Jealous Guy":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA