Nyhed

Robert Plant: Led Zeppelin bliver IKKE gendannet

I stedet er de tre genudgivelser, der venter i den tidlige sommer, spækket med ikke tidligere udgivet materiale til de higende fans

For den dedikerede Led Zeppelin-fan er dette ingen god nyhed. Der er nok mange derude, der havde troet og håbet på en reunion af de aldrende rockere fra det ikoniske band, men sådan går det ikke.

Tankespindet var ellers reelt nok, da Led Zeppelin i midten af marts annoncerede genudgivelser de tre albums Led Zeppelin, II og III. Alle numre er nemlig blevet re-mastered af guitaristen Jimmy Page, der i samme ombæring fortalte, at "materialet er en portal til tiden, hvor Led Zeppelin optog musikken." Led Zeppelin blev desuden gendannet for syv år siden i Londons O2 Arena, hvilket kunne henlede tankerne til en lignende optræden i forbindelse med genudgivelserne.

Desuden udtalte Page i et interview til BBC, at han var "sikker på, at folk ville elske det." Han gjorde det dog også klart, at det ikke var ham, der stod med de vise sten med ordene: "det er ikke mig, der skal spørges, jeg synger ikke."


Forsanger Robert Plant var til gengæld mere klar i mælet. Han manede idéen om endnu en genforeningskoncert helt ud ved at sige, at chancen for en sådan koncert var "lig nul."

Rock-elskere med hang til Led Zeppelin må i stedet tage til takke med de kommende genudgivelser, der til gengæld er spækket med lækkerier. Der er blevet kælet for skiverne fra Pages side, han har nemlig brugt de sidste to et halvt år på re-masteringen. Til BBC siger han, at han "ikke vil dø og derved få andre til at gøre det." Videre fortæller han: "Jeg er ansvarshavende for, hvordan det blev gjort i første omgang."

De sidste tre albums ventes til udgivelse i 2015.


Få en forsmag nedenfor:

ANNONCE