Nyhed

Tina Dickow skal giftes

Sangerinden har fundet lykken på Island

Tina Dickow er for tiden aktuel med soundtracket til biograffilmen "En Du Elsker" med svenske Mikael Persbrandt i hovedrollen. Det er dog ikke kun i sit professionelle virke, at det går lykkeligt for den danske sangerinde og mor til to. Tina Dickow skal nemlig giftes med kæresten, den talentfulde islandske singer-songwriter Helgi Jónsson (de ses begge på billedet fra 2013, hvor de ventede deres andet barn). Det skriver MSN.

- Jeg skal giftes til sommer, fortæller sangerinden kort og godt. Hun har sammen med Jónsson fundet både kærligheden og familieidyllen på Island, hvor parret bor med deres to børn - sønnen Emil på snart tre år og den nyfødte datter Jósefina, opkaldt efter Jónssons oldemor, fra januar.  

Dickow fortæller, at hun efter kun en uge på Island følte sig mere eller mindre hjemme. Samtidig er den smukke og rolige natur en inspiration for sangerinden. Derfor skal brylluppet også holdes på Island. - Det bliver meget romantisk, afslører hun. 


Det må siges at være en musikalsk familie, som Emil og Jósefina vokser op i. Dickow er velkendt herhjemme, men hendes kommende mand, Helgi Jonsson, er ligeledes en dygtig musikant. Hans seneste album, "Big Spring" fra 2011, imponerede GAFFAs Michael José Gonzalez, som kvitterede med fem stjerner for det følsomme udspil. Han konstaterede: "Big Spring er et lige dele stort og intimt værk, der i al sin overdådige helstøbthed formår at markere sig som et foreløbigt højdepunkt i en ellers allerede fornem produktion."

Lad os give Tina Dickows "You Wanna Teach Me To Dance" et lyt. Mon man kan lære at danse brudevalsen til den?


ANNONCE