Nyhed

Roskilde Festival klar med spilleplan – Outkast åbner

Nu kan du for alvor begynde at planlægge dine Roskilde-koncerter

Det bliver de gendannede hiphop-legender Outkast (billedet) – og ikke, som vanligt, et dansk navn – der åbner Orange Scene. Og det bliver den 27-årige canadiske hiphop-stjerne Drake, der spiller årets sidste koncert på Orange. Dermed får han æren af at sætte et festligt punktum for den 44. Roskilde Festival, der i løbet af syv dage præsenterer mere end 160 musiknavne fra over 30 lande på i alt otte scener. Hvem der spiller de øvrige dage, kan du se her forneden ved at klikke på linket.

I dag offentliggør Roskilde Festival nemlig den samlede spilleplan for årets festival - og for det ikke skal være nok offentliggøres samtidig fem nye navne.

Det er selvfølgelig lidt af et puslespil at få et program på 160 kunstnere fordelt over otte scener til at gå op i en højere enhed. Om anstrengelserne siger Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén: 

"Det er et kæmpemæssigt puslespil at placere over 160 kunstnere på otte scener. Vi tager især højde for kunstnernes ønsker og turnéplaner, overlap mellem genrerne og naturligvis vores egne erfaringer med at sikre, at musikken komplementeres af den rette scene og det helt rigtige tidspunkt på døgnet. Så vi har slidt for at få spilleplanen klar, og det er oven i købet lykkedes os at komme i mål tidligere end nogensinde før. Så vi ser nu for alvor frem til at få al musikken op på scenerne."


Torsdag ser ud til at blive én af de helt store dage. Orange Scene får besøg hele to gange af, hvad der vist kun kan beskrives som publikumsfavoritter fra hver deres genre. Klokken 18.30 træder gendannede Outkast op på scenen, og klokken 22.00 er det rockkoryfæerne Rolling Stones, der starter festen op. Der er dog mange, mange flere, og skal du have styr på dine Roskilde-koncerter, er det bare om at komme i gang med se spilleplanen igennem og planlægge.

Fem nye navne

Samtidig med afsløringen af spilleplanen har festivalens programlæggere fået yderligere fem nye navne i hus. Det drejer sig om den danske sangskriver Nikolaj Nørlund, der for tiden er aktuel med sit album "Det Naturlige", der modtog fire stjerner af GAFFAs Jan Opstrup Poulsen, den 11 mand høje dancehall-festbombe Seeed fra Berlin og den amerikanske sangerinde EMA, der netop nu står på kanten af det helt store gennembrud med udgivelsen af sit nye, roste album "The Future's Void".


Derudover vil dj-trekløveret DJ Food, DJ Cheeba & DJ Moneyshot levere showet 3 Way Mix – en hyldest til Beastie Boys' ikoniske sampler-mesterværk "Paul's Boutique", som de tre dj's har gentænkt og genskabt med brug af mere end 150 originale vinylsamplinger. Endeligt vil den danske dj og producer Faustix levere sit bombastiske miks af house og trap, der har fået stjerner som Paul Oakenfold og Diplo til at slå ørerne ud.

Mangler du billet og camp? Få Roskilde-billet til særpris inklusive GAFFA Camp med opstillet telt her.

Roskilde Festival 2014 finder sted i dagene 29. juni til 6. juli 2014. Du kan se den fulde spilleplan på Roskilde Festivals hjemmeside her.


 
ANNONCE