Nyhed

Ukendt Kunstner – Ud af undergrunden

Navnet er efterhånden ret misvisende, når det kommer til Ukendt Kunstner. De to talentfulde ungersvende følger op på hypen med et nyt album.

Se flere billeder af Ukendt Kunstner i GAFFAs gallerisektion

Den ældre generation har alle dage haft for vane at rynke på næsen og ryste på hovedet af "ungdommen nu til dags". Den vilde ungdom, der bare gør, hvad der passer den. Og det er netop den "forbandede" ungdoms gøren og laden, Ukendt Kunstner har sat sig til at sætte ord og musik på, på deres meget imødesete nye udspil, der passende har fået titlen Forbandede Ungdom.

Hans Philip og Jens Ole mødte for nogle år siden hinanden gennem fælles venner. Hans Philip var ved at være noget træt af at rappe hen over andre kunstneres tracks, så han gik og ledte efter en, der kunne lave fede originale beats, og den seks år yngre Jens Ole viste sig at være svaret på hans bønner. Sammen startede de grime-projektet Skørmand, men siden er stilen og navnet skiftet ud, og med mørkrandede hits som København, Neonlys, Fucking Nummer og den nye Alting/Ingenting kom duoen hurtigt på alles læber. Og med en P3 Talentpris i bagagen er opmærksomheden omkring de to knægte ikke ligefrem blevet mindre – for nu at sige det mildt. "Jeg ved, det nok skal gå en dag, jeg får en Ugens Uundgåelige lige der på P3", lød det på titelnummeret til Neonlys, og sådan gik det som bekendt rent faktisk for sangen, men fremgangen for Ukendt Kunstner stopper ikke der.


Ukendt Kunstners tidligere udspil (to ep'er og et album, hvis det skulle være gået nogles næser forbi, red.) er udgivet af drengene selv og lagt op til gratis download på deres hjemmeside, der i øvrigt crashede på grund af det overvældende antal besøgende, da Neonlys blev lagt op, men da GAFFA møder en lettere tømmermændsramt Hans Philip (Jens Ole lå desværre syg derhjemme, red.) er det på Sony Musics kontorer. Noget der ifølge Hans Philip betyder dyrere produktioner og spændende gæster på pladen. Mere vil han ikke røbe i skrivende stund, men tilføjer at en af fordelene ved nu at have et pladeselskab i ryggen er, at man ikke behøver at skulle overbevise en bankrådgiver om vigtigheden af et lån for at indspille en plade – en noget nær umulig mission, skulle vi hilse og sige.

 

Hånden om pikken


Oven på Jens Oles stemningsmættede og melankolske produktioner kredser teksterne i høj grad om København og livet i storbyen, og for Hans Philip handler det om at kunne levere historier fra den dagligdag og de omgivelser, han selv lever i – selvom den charmerende storbyknægt oprindeligt er født i Hjørring.

– Hele min mors familie er fra Jylland, så jeg har et mindst lige så tæt forhold til Jylland, som jeg har til Sjælland og København. Når jeg skal skrive tekster er det bare lettere at skrive om København, fordi det er her jeg tilbringer det meste af min tid. Jeg har for eksempel ikke været ude at rejse de sidste fem år, fordi jeg simpelthen ikke har haft råd.

På nogle af jeres numre snakker du ellers om at have mange penge…


– Ja, men det er fordi, jeg har lagt mærke til, at det er noget, meget rap handler om, og folk synes tydeligvis, det er fedt, så jeg synes, det kunne være sjovt at prøve at karikere det. Jeg er jo slet ikke lige så spændende som en fyr som for eksempel Drake, så jeg prøver at leget lidt med den samme terminologi og skabe nogle billeder ud fra det.

Hvor stor en del af tekstuniverset stammer fra personlige oplevelser?

– Det gør det hele, men det er ikke sikkert, det forgår med mig som hovedperson, sådan som det gør i sangene. Det kan være, jeg oplever en situation, og i sangen præsenterer jeg den så fra en anden synsvinkel. Der er aldrig kun en side af en sag, og hver gang, der er kommet et nummer ud af en situation, jeg har oplevet, er det fordi, det er gået op for mig, at tingene ikke nødvendigvis er, som jeg troede, de var. Og det synes jeg er interessant. Jeg ville aldrig bare skrive om en eller anden dag, jeg har haft, for det virker for uvedkommende.


Læs en længere version af artiklen i GAFFAs artikelsektion, hvor Hans Philip fortæller om, hvad hans familie synes om, at han rapper, at han har pikken i hånden, om sin tekstmæssige inspiration og om vigtigheden af grimhed.

ANNONCE