Nyhed

COMEBACK-SUCCESEN FORTSÆTTER: Ukendt Kunstner melder klar til endnu en dansk festival

Den populære duo blev for nyligt annonceret på NorthSide, men nu kan festivalgæster på Nibe også glæde sig

Tilbage i 2017, på toppen af deres karriere, meddelte Ukendt Kunstner, at de ville gå hver til sit efter en koncert ved hiphop-festivalen For Evigt Hip Hop i Rødovre. I maj i år vendte duoen, der består af Hans Philip og Jens Ole McCoy, dog tilbage efter syv års pause med surprise-albummet Dansktop.

Efterfølgende fortsatte Ukendt Kunstner med at cementere deres tilbagekomst først med koncerter ved årets Roskilde Festival og Smukfest og senest med to arenakoncerter i henholdsvis Djurslands Bank Area i Aarhus og Royal Arena i København. 

Nu melder den populære duo sig klar til at indtage Nibe Festival i sommeren 2024. Ukendt Kunster eksploderede ud af det blå for snart ti år siden, da de i 2014 udgav hittet "Neonlys". I en pressemeddelelse tænker festivaltalsmand Peter Møller Madsen tilbage til første gang, han hørte netop dét nummer:


"Jeg husker tydeligt, at jeg kørte på en jysk motorvej, da jeg første gang hørte 'Neonlys'. Radioværten sagde efter nummeret noget a la - 'Neonlys med Ukendt Kunstner, vi må snart blive klogere på, hvem den ukendte kunstner så egentlig er'."

I årene efter har Ukendt Kunstner leveret flere hits med sange som "Overleve", "Genem byen", Fucking nummer" og "Stein Bagger". 

Også comeback-albummet fra i foråret er drysset med flere hits, herunder sangen "Uden dig", som i skrivende stund er streamet mere end 13 millioner gange på Spotify. Albummet modtog desuden fem stjerner af GAFFAs Amalie Löwén, som blandt andet noterede sig:


"Ved første gennemlyt står det allerede klart, at Dansktop ikke er en skuffelse. Det her lyder sgu som Ukendt Kunstner. Åbningsnummeret ”Hena” starter ud med at være Hans Philip, som han har lydt de seneste fem år. Blidt, stille og syngende, med forsigtige nøgne klaver-akkorder på et og tre. Efter et par bars bryder McCoy ind med et passende velafstemt beat. Intensiteten stiger, og de to fusionerer igen til en. Til Ukendt Kunstner. En nærmest poetisk måde at starte på."

Når Ukendt Kunstner vender vejen forbi Nibe næste sommer, bliver det første gang siden 2017, at den populære duo spiller i det nordlige Jylland:

"Vi er voldsomt tilfredse med, at Ukendt Kunstner, som altså er helt i front på Nibe-publikummets ønskeliste, spiller Nibe. Den torsdag må, bare alene af den grund, blive en episk oplevelse," afslutter Peter Møller Madsen i pressemeddelelsen. 


Partoutbilletter til Nibe 2024 er allerede udsolgt. Tirsdag den 5. december klokken 10 åbner festivalen dog for salget af dagsbilletter for alle fire dage, og de første 24 timer kan man spare 100 kroner på dagsbilletten. 

Ukendt Kunstner er seneste tilføjelse til plakaten, som også byder på James Blunt (onsdag) og Suspekt (onsdag). 

Enorm gensynsglæde mellem publikum og knap så Ukendt Kunstner


 

 

ANNONCE