Nyhed

Se Jack White få guitaren til at skrige

I Lazeretto demonstrerer den talentfulde musiker igen, hvordan man er cool

Der er vel næppe nogen, der behøver fortælle Jack White, hvad der er cool. Det kan den tidligere The White Stripes-frontmand godt definere på egen hånd. Og i den seneste musikvideo fra den skarptskydende guitarist gør han et ganske glimrende eksempel på det. "Lazeretto" er titelnummeret fra hans kommende plade, der udkommer den 9. juni, og du kan se musikvideoen her forneden.

Filmet i altid effektivt sort og hvid bliver der smadret glas, spyttet og brændt gummi af, mens White vrænger, at han giver hånd til Vorherre den almægtige. Hans skygge kaster rundt med den tunge Gretsch-guitar, før White vrider en solo ud af dens strenge, som kun kan gøre Led Zeppeins Jimmy Page pavestolt. 

Det er ikke en helt almindelig albumudgivelse Jack White har oppe i ærmet. Der bliver særlig kælet for vinylelskende fans. Således skal "Lazaretto" spilles indefra og ud, den har et skjult "bandsløjfe-spor" i yderste rille, hvor den samme musikstump spiller igen og igen og igen – det er første gang, nogen har gjort dette i en yderrille ifølge White – den har skjulte numre under midterlabelet på begge sider, som i øvrigt – altså de skjulte numre – skal spilles på henholdsvis 78 og 45 omdrejninger. Du kan læse mere om vinylnørderiet her.


I 2012 udkom Jack Whites første soloalbum, "Blunderbuss". GAFFAs Michael José Gonzalez kvitterede med fire stjerner og konkluderede: "Den gode White får således flashet alle sine talenter, og selvom denne nye samling sange ikke helt er på højde med hans bedste, og lidt flere overraskelser ikke havde skadet, er Blunderbuss absolut et solidt udspil fra en top-begavet sangskriver og eminent guitarist."

I mandags udsendte Jack White en undskyldning til højre og venstre for at begrave stridigheder, han på det seneste har haft med blandt andet The Black Keys og den tidligere bandkammerat Meg White. Man kan også spørge om det overhovedet er nødvendigt med verbale fornærmelser, når man musikalsk kan gå efter struben?

Se Jack White oppe sig her:

ANNONCE