x

Hør Dylans 10 bedste sange

Hør Dylans 10 bedste sange

I aften giver Bob Dylan en i skrivende stund næsten udsolgt koncert på Amfiscenen ved Musikhuset Aarhus. Det bliver hans første koncert i Aarhus i 18 år, selvom han har besøgt landet mange gange siden, både København, Odense, Aalborg, Roskilde, Horsens og Herning.

GAFFA varmer op til koncerten med at give dig Dylans 10 allerbedste sange gennem tiden. Eller rettere: Et bud på de 10 bedste sange, for legenden har jo skrevet så mange fremragende numre, at det er meget svært at begrænse sig til 10, især hvis man gerne vil have hele hans 50-årige karriere med. For at komme så vidt rundt som muligt er intet Dylan-album repræsenteret med mere end én sang. Andre forslag modtages med tak i kommentarfeltet.

Blowing in the Wind (1963)

Den ikoniske, om end typisk Dylan-flertydige protestsang, der gav Dylan stor succes i folk-miljøet, og som han stadig hyppigt fremfører live. Også på sin igangværende turné. Sangen stammer fra Dylans andet album, "The Freewheelin' Bob Dylan", hans første med primært egne sange.

Subterranean Homesick Blues (1965)

Første nummer på Dylans femte album, "Bringing it All Back Home", hvor side 1 var elektrisk og side 2 akustisk. Det var Dylans første elektriske album, og både dette tiltag og hans efterfølgende elektriske (og korte) koncert på Newport Folk Festival provokerede en del puritanske fans i folk-miljøet, hvor Dylan ellers havde fået heltestatus. Dette fik dog ikke Dylan til at ændre kurs, og han fortsatte i det elektriske spor på sine følgende plader. Nummeret er også kendt for sin tidlige, ikoniske musikvideo, som du får nedenfor – dog med instruktørens tale indover. Videoen var oprindeligt et indslag i D.A. Pennebakers klassiske dokumentarfilm "Don't Look Back" fra 1967.

Like a Rolling Stone (1965)

En af Dylans mest kendte sange, som han også har spillet live mange, mange gange – dog ikke på sin aktuelle turné. I alt har han spillet den 2011 gange siden livedebuten 25. juli 1965 (den overgås dog af "All Around the Watchtower" fra 1967, som er spillet hele 2220 gange og også spilles på den igangværende tour). Sangen åbner Dylans sjette, langt overvejende elektriske album "Highway 61 Revisited" og er med sin kyniske tekst om en kvindes fald fra tinderne typisk for Dylan, når han er i sit giftige hjørne. Nummeret er kåret til verdens bedste sang af Rolling Stone Magazine, som dog ikke er opkaldt efter sangen, og i øvrigt heller ikke efter Rolling Stones, men derimod efter Muddy Waters-nummeret "Rollin' Stone". Et håndskrevet udkast til sangen blev i sidste måned solgt på auktion for to millioner dollars, hvilket gør det til den dyreste sangtekst nogensinde. Se en interaktiv videoudgave nedenfor.

http://video.bobdylan.com/desktop.html

Rainy Day Women #12 & 35 (1966)

Der er så mange stærke numre på Dylans syvende album, dobbeltalbummet "Blonde on Blonde", at vi for nemheds skyld bare tager det første. Nummeret er kendt for sit brass band-arrangement og omkvædet "everybody must get stoned". Mange har opfattet sangen som et opfordring til at beruse sig og tage stoffer, men dette har Dylan afvist og sagt, at der er tale om en protestsang. Under alle omstændigheder er teksten i typisk Dylan-stil flertydig, da at blive stenet jo også kan betyde at blive straffet, både bogstaveligt og overført. Eller måske bedøvet eller manipuleret af myndighederne? "Alle sammen bliver vi snydt," synger Steffen Brandt på sin fordanskning på albummet "Baby Blue" fra 2009.

Lay Lady Lay (1969)

Dylan gik rent country på sit niende album, "Nashville Skyline", som med sine 27 minutter er hans korteste album, men et af dem med det længste liv, som den nu afdøde anmelder Torben Bille engang skrev. På albummet overraskede Dylan med en blød, lys, stadig nasal croonerstemme, som han dog kun anvendte på dette album, og med romantiske kærlighedssange, ikke mindst "Lay Lady Lay".

Knockin' on Heaven's Door (1973)

Endnu et af Dylans mest kendte numre. Sangen stammer fra westernfilmen "Pat Garrett & Billy the Kid", som Dylan både skrev musikken til og spillede en stor rolle i, i øvrigt sammen med blandt andre sangerkollegaen Kris Kristofferson. Filmen blev ikke den store succes i første omgang, men den er siden blevet hyldet som et misforstået mesterværk. Soundtracket var primært instrumentalt, men rummede også sange med vokal, og her blev "Knockin' on Heaven's Door" hurtigt et stort hit. Også selvom den handler om døden. Sangen er gennem årene fortolket af blandt andre Eric Clapton, Randy Crawford og Guns N' Roses.

Tangled Up in Blue (1975)

Første nummer på Dylans mesterværk "Blood on the Tracks", skrevet i en tid præget af det stærkt skrantende ægteskab med Sara, som Dylan havde været gift med siden 1965. Parret blev dog først skilt i 1977. "Blood on the Tracks" er fyldt med sange om kærlighed, der fejler, og det begynder altså med "Tangled Up in Blue". Dylan har selv sagt, at sangene ikke er selvbiografiske, men hans og Saras søn Jakob siger, at det er de.

Hurricane (1976)

"Hurricane" er åbningsnummeret på endnu et mesterligt Dylan-album, "Desire" og er en af hans få protestsange fra efter 60'erne. Sangen handler om bokseren Rubin "Hurricane" Carter, der i 1967 blev dømt fængsel på livstid for tredobbelt mord, selvom mange mente, at han var uskyldigt dømt. Det kom retten også frem til i 1985, da Carter havde siddet fængslet i 19 år, og han endelig blev løsladt. Carters sag er også fremstillet i filmen "Hurricane" (1999) med Denzel Washington i hovedrollen. Carter døde i april i år, 76 år gammel.

Most of the Time (1989)

Dylan fik noget af et comeback med det Daniel Lanois-producerede album "Oh Mercy" i 1989 efter en række efter manges mening svage plader i 80'erne. På den smukke ballade "Most of the Time" forsøger fortælleren i sangen at holde humøret oppe efter et smerteligt brud – og det lykkes da også, det meste af tiden. Men altså ikke hele tiden.

Make You Feel My Love (1997)

Endnu et meget vellykket album var det ligeledes Daniel Lanois-producerede "Time of Out Mind" fra 1997. Her finder vi blandt andet den dybfølte kærlighedssang "Make You Feel My Love". Teksten er måske overraskende klichéfyldt for en Dylan-sang – "Nothing that I wouldn't do / Go to the ends / of the Earth for you / to make you feel my love" – men melodien er så smuk og Dylans sang så indlevet, at man tror hvert et ord. Adele lavede i øvrigt en fin fortolkning på sit storsælgende debutalbum "19" fra 2008.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA