Nyhed

R. Kelly er venneløs i Ohio

Festivalen Fashion Meets Music troede, at de havde et scoop på programmet. I stedet blev det en hed sag...

R. Kelly er ikke så populær i Ohio, som arrangørerne af Fashion Meets Music-festivalen lige gik og troede. Efter at han blev annonceret som hovednavn er festivalen blevet mødt af så voldsomme protester, at de nu helt har droppet r&b-sangeren, skriver NME.

Fans, andre kunstnere og kommercielle sponsorer har alle istemt protesten mod R. Kelly på grund af hans tidligere skandaler og besøg i det amerikanske retssystem. De lokale bands Damn the Witch Siren og Saintseneca ledte an i kritikken, hvoraf sidstnævnte helt trak sig ud af festivalen, da R. Kelly blev tilføjet programmet. Radiostationen WCBE distancerede sig også fra Fashion Meets Music efter bookningen var blevet foretaget. 

En talsperson fra festivalen har fortalt The Guardian, at beslutningen om at droppe R. Kelly fra programmet langtfra skyldes dårligt billetsalg, men snarere forsøget på "at tage stilling" i forhold til al den negative feedback om sangeren. "Festivalen har fået en masse kritik, og vi vil virkelig bare gerne lytte til Columbus, [Ohio], tage stilling og bevæge os fremad," siger Melissa Dixon.


En repræsentant for R. Kelly siger: "R. Kelly er ked af at måtte skuffe sine fans, men ser frem til at se dem i den nærmeste fremtid på en af hans kommende turnéer."

Til trods for at R. Kelly har været en hyppig gæst i retten, er han aldrig blevet dømt for en forbrydelse. Han er blevet beskyldt både for voldtægt og seksuelt misbrug, men i 2008 blev han frikendt for at skulle have lavet børnepornografi. Tidligere i år tiltrak han sig negativ opmærksomhed, da han medvirkede i en siden skrottet musikvideo med Lady Gaga, hvor han spiller en fræk læge

Sidste år udkom R. Kellys "Black Panties", hvor sangeren prøvede at genskabe den hede sex-magi fra "12 Play" og "R". Det var ligeledes en fræk omgang, som GAFFAs Michael José Gonzalez også bemærkede i sin fem stjerners anmeldelse: "For skal man tro mandens tekster, har det selvudnævnte sexgeni næsten lige så godt styr på de musikalske virkemidler som sine cunninglingus-evner, for 'Black Panties' er et langt stykke hen ad vejen en forrykt fornøjelse, hvor de explicitte tekster på numre som 'Marry The P***y', 'Crazy Sex' og 'Show Ya P***y' går hånd i hånd med silkeblød r&b."  


Det ville være nærliggende her at vise en af R. Kellys mange, dampende musikvideoer. Vi øger dog niveauet lidt og tager i stedet Bennedict Cumberbatch, der reciterer R. Kellys "Genius" fra ovenstående "Black Panties" på The Jimmy Kimmel Live: 

ANNONCE