Nyhed

Roger Waters: Husk, jeg er ikke en del af Pink Floyd

Det tidligere Pink Floyd-bandmedlem understreger, at han forlod bandet i 1985, og at han ikke har nogen finger med i spillet på bandets nye album

Roger Waters var med fra start som bassist og sanger, da Pink Floyd blev etableret i 1965, men forlod rockbandet i 1985. På trods af at han har optrådt tre gange med Pink Floyd-medlemmerne efterfølgende, i 2005, 2007 og 2011 og spillet Pink Floyd-numre på sine soloturnéer, har han aldrig officielt været en del af bandet igen, understreger han på sin Facebook-side.

"Jeg har intet at gøre med (det kommende album, red.) 'The Endless River'. Pyha. Dette er ikke raketvidenskab, folkens. Få styr på det," lyder det fra sangeren, formidlet som en note på hans Facebook-side.

Der har været spekulationer om, at Roger Waters skulle have haft en finger med i spillet på bandets første album i 20 år. Du kan læse og høre hvad de øvrige bandmedlemmer siger om albummet "The Endless River" i denne nyhed.


I forbindelse med det nye album gør Waters det dog klart for fans, at han intet har at gøre med dette album. På Waters' Facebook-side indleder han noten med ordene:

"Der er nogle, der har spurgt Laurie, min kone, om et nyt album, jeg udkommer med i november. Errhh? Jeg udgiver ikke noget album, de er formentlig forvirrede. David Gilmour og Nick Mason har et album, der kommer ud," skriver han.

De to sidstnævnte er de resterende medlemmer i Pink Floyd. De startede fire, med Mason (trommer), Waters, Rick Wright (keyboard, død i 2008) og det sidste medlem, Syd Barrett, guitarist og sanger, der forlod bandet i 1968. Året før var David Gilmour blevet medlem af gruppen som sanger og guitarist. I 2006 døde Syd Barrett efter mange år uden for offentligheden. 


Det nye, fortrinvis instrumentale album "The Endless River" udkommer den 10. november, og du kan få en 30 sekunders smagsprøve fra albummet her:

ANNONCE