Nyhed

Oh Land spiller symfonikoncerter og udgiver album

Den snart albumaktuelle indiepop-sangerinde giver i samarbejde med 70 klassiske musikere tre koncerter

Det ligger ikke Oh Land fjernt at spille med store symfoniorkestre. Det gjorde hun allerede tidligt i karrieren i forbindelse med Spot Festival 2009. Her var det Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester, der bakkede hende op i hendes koncert i Symfonisk Sal i Musikhuset i Aarhus. Senere har det snart lukkede DR Underholdningsorkestret også haft fornøjelsen.

Nu gør hun det igen. Denne gang er det med 70 klassiske musikere fra Copenhagen Phil i ryggen. Det sker i forbindelse med deres genreblandende koncertformat 60 Minutes, hvor Oh Land vil spille numre fra alle sine albums i løbet af en time. 

Vægten vil lægges på hendes seneste album "Wish Bone", som i dagens anledning er omskrevet til symfoniorkestret af komponisten Bendt Fabricius. Han er i øvrigt hendes far. Og nej, det var ikke ham, der komponerede temaet til tv-serien Matador, hvis du skulle få den tanke. Han hedder Bent Fabricius-Bjerre.


De tre koncerter finder sted i Helsingør og København i dagene fra 11.-13. december og dirigeres af Morten Friis – den ene halvdel af Safri Duo, der hittede stort med deres percussion-musik i start-00'erne. Sideløbende med at være udøvende musiker har han altså også en karriere som dirigent.

I løbet af koncerterne vil Oh Land præsentere publikum for ét af de klassiske værker, som betyder allermest for hende. Hvilket vil hun ikke afsløre. Det må du tage til koncerterne for at finde ud af.

Oven i det hele er Oh Land ved at færdiggøre sit kommende fjerde album, "Earth Stick", som ventes ude inden jul. Albummet er finansieret ved hjælp af donationer fra fans, og første single, "Head Up High", er netop udgivet. Hør den nedenfor.


Læs mere her om koncerterne.

ANNONCE