Frank Ziyanak i fængsel – en dagbog i tre dele

Sangeren og sangskriveren har været på turné til danske fængsler. Her er hans beretning.

Af Frank Ziyanak

21.10.2014 / 18:03 / Læsetid: 5 min

Sangeren og sangskriveren Frank Ziyanak har netop været på turné til danske fængsler. Her kommer hans dagbog fra den usædvanlige turné:

Vi har ingen billeder. Selfies. Ingen film og intet lyd derfra.

Men vi var der. De er der stadig. Det er stadig svært at fatte.

Frank Ziyanak i fængsel - En dagbog, side 1 af 3

Horsens Statsfængsel - et liv i ufrihed er svært at fatte.

Jeg er taget rundt med Lillebror og Emil i de danske fængsler. Vi spiller koncerter og prøver at forstå.

Horsens Statsfængsel er enorm. Top-of-the-line. Kirsten tager imod os, og jeg får åbenbart smuglet et par øl ind, jeg vidste ikke bedre. Øllene tager Kirsten med et stort grin. En gut præsenterer sig som fængselspræst og får vekslet Facebook-adresser med Emil. Det skulle vise sig, han ikke var fængselspræst. Gutten var dog underholdende.

Vi spiller først en koncert for de 2-, 3- og 4-sprogede med indlagt rygepause efter 20 minutter. Fransktalende afrikanere. Tyrkere med korrekt udtale af mit efternavn. Alle elsker de kaffe og den wienerstang- Kirsten havde sat frem.

Jeg præsenterede sangene på engelsk og sang på dansk. Hvis folk småsnakkede- tyssede andre.

Flere, vi talte med havde fået 14 år. Hvad gør man for at få 14 år. Jeg syntes ikke, svaret kom mig ved. Svaret stod foran mig.
Bander og hieraki. Flagene vajede åbenlyst. Ingen måtte være i tvivl.

Bandidos og HA sidder på samme afdeling og derfor også sammen til den næste koncert. Hovedsageligt unge. Jeg sang en sang om en miskat, de rigtig godt kunne lide. Skulle de grine eller ej. Hvad gjorde de andre.

Vi gav hånd og takkede pænt hinanden.

De så gladere ud, end da de kom.

Frank Ziyanak i fængsel – En dagbog, side 2 af 3

Jyderup - Et åbent fængsel.

Porten åbner og lukker, og flugt her ville ikke være den store kunst. Men prisen for en smuttur er for høj. 30 dage ekstra, ingen besøg og en billet direkte til den Lukkede.

Vi skal spille i kirken, men bliver først budt på flæsk og rødkål. Det er torsdag aften, og der er fællesspisning. For nogle er det ugens eneste varme måltid, for som en indsat siger: "det er jo ikke alle, der har lært at stege en bøf". Vi sluger maden og er i god tid.

Vi får en hurtig forespørgsel fra behandlingsafdelingen, som ikke må være til stede ved aftenens koncert, om vi ikke lige kommer forbi og giver et par numre. Selvfølgelig gør vi det.

De indsatte på behandlingsafdelingen har ofte andre problemer end de indsatte på den åbne afdeling, som har andre problemer end folk på den Lukkede. Hvert menneske sin historie. I USA ville alle være under ét tag. Jeg tænker, at medmenneskelig trods alt stadig vejer tungt her i Danmark.

Vi når at spille fire numre for et meget taknemmeligt publikum på behandlingsafdelingen. Igen tager "Miskat"-sangen kegler, og salen gynger. Smil på smil på smil.

Fra Behandlingsafdelingen går vi forbi ungeafdelingen, hvor børn på 15 sidder fængslet.

Tilbage i kirken begynder folk så småt at tage plads. Akustikken er fantastisk, så vi spiller "uden ledning", som vi bedst kan lide det. Der er kage på borderne, og kaffen flyder.

Publikum er en broget flok. Den pæne herre med parcelhus i venteposition side om side med den aldrende Stewart Stardust-type igen ved siden af skolens nu voksne bølle. Intet hieraki her. Deres domme er overvejende overskuelige og skal bare overstås.

Vi spiller sangen "Fuck De Unge" tre gange.

Frank Ziyanak i fængsel - En dagbog, side 3 af 3

Vridsløselille Statsfængsel - Behandlingsafdelingen.

Jeg har indtil nu kun oplevet Vridsløselille gennem Egon Olsens øjne og den vej op til fængslet, der er opkaldt efter den fiktive figur. Nu man selv står foran den karakteristiske port, bliver alt pludseligt meget virkeligt. Dette er et af Danmarks ældste fængsler og kun et par år fra at blive nedlagt. Planlægningen af et nyt superfængsel på Falster er i fuld gang. Hvor Horsens Statsfængsels sikkerhed foregår ved fingeraftryk, er de overdimensionerede cellenøgler stadig i brug her. Alt virker tungt. Kommunikation. Gitterdøre. Tungt.

Vi bliver modtaget af Louise. Hun joker med at have modtaget to livstidsdomme. 20 år i Vridsløselille. Dog som ansat. Jeg aner stadig ikke, hvad hendes egentlige jobbetegnelse er, men det bliver hurtigt tydeligt, at hun spiller en enorm og vigtig rolle i de indsattes hverdag. Hun er udafvendt energisk og professionel. Hun har måske ADHD, siger hun. 70 procent af de indsatte har det sikkert også. Jeg har det måske også. Vi finder alle vores egen måde at få afløb på med de "værktøjer", vi nu engang er blevet givet fra barnsben. Arv og miljø.

Det slår mig, at i både Horsens og Jyderup og nu her i Vridsløselille er det kvinderne, der står for de indsattes positive indslag og forsøget på forandring. Ildsjæle og Hjerteblod. De tror på det. Stålsat.

Igen er kirken rammen omkring vores koncert. I dag spiller vi kun for de behandlingsdømte, og der er mødepligt. Alle giver hånd og ser hinanden i øjnene. 40-50 mennesker. Der er sat kaffe og kage frem. Alle elsker kage.

Folk vil gerne snakke, og vi snakker om alt.

Allan og Farshal har fødselsdag i dag, og jeg lover at sende dem en hilsen fra scenen.

Jeg har aldrig følt mig så velkommen til en koncert og samtidigt følt mig så forpligtiget til at gøre det godt. Der bliver råbt på ekstranumre og klappet i takt. Dette kunne sagtens forvekslet med et liv i frihed. Bare for en stund.

Jeg synger sangen "De Grimmeste Venner I Byen", og budskabet om rigtige venner går rent ind.

En to meter høj gut med hæs stemme takker os efter koncerten. Et frisk pust i en triviel hverdag, siger han.

Jeg tror, vores fængselstour har været vigtig. Jeg tror ikke længere, der nødvendigvis er langt fra den ene side af hegnet til den anden. Jeg tror ikke, man kan leve et tilfredsstillende liv uden at prøve at sætte sig ind i andres. Jeg tror sgu, jeg gør det igen.

Vi har ingen billeder. Selfies. Ingen film og intet lyd derfra.

Men vi var der. De er der stadig. Det er stadig svært at fatte.

Se Frank Ziyanak med musikvideoen "Gå Som En Mand":