x

Se Jimmy Fallon optræde som Bono

Se Jimmy Fallon optræde som Bono

U2 har været nødsaget til at udsætte deres ellers planlagte ugelange besøg hos Jimmy Fallon. Der er nemlig en væsentlig mand i bandet, der er ukampdygtig – og det er forsangeren Bono, der er væltet på cykel. Jimmy Fallon ville dog ikke skuffe sit publikum, og derfor optrådte han i går aftes i selskab med The Roots med U2-nummeret "Desire". Du kan se, hvordan Fallon gjorde det som Bono for en aften i klippet nederst på siden.

Bono skulle ifølge NME have haft lidt for meget fart på sin cykel og væltede derfor og slog armen i Central Park i New York forleden. Af denne grund har bandet, som i skrivende stund er massivt kritiseret for udgivelsesmetoden bag "Songs of Innocence", annonceret, at de desværre ikke dukker op hos Jimmy Fallon i denne omgang.

På deres officielle hjemmeside har U2 skrevet følgende om situationen: "Det ser ud til, at vores besøg hos Fallon må udsættes – vi er en mand nede. Bono har slået sin arm under en cykeltur i Central Park og har brug for kirurgi for få den behandlet. Vi er sikre på, at han snart vil komme sig, og så vil vi være tilbage! Mange tak til Jimmy Fallon og alle andre på showet for at udvise så stor forståelse."

Det er uvist, præcis hvornår Bono kom til skade, men lørdag kan udelukkedes, da Irlands største eksportvare her var i London. Bono brugte lørdagen i London på at indspille Band Aid 30-singlen, som har til formål at støtte bekæmpelsen af ebola-virussen, der hærger i Afrika.

Det er netop blevet offentliggjort i dag, at Bono er kommet mere til skade end først antaget efter det uheldige cykelstyrt. Ifølge Rolling Stone har den irske forsanger beskadiget sit øje, fået tre separate frakturer i venstre skulderblad og en fraktur på en knogle i venstre overarm. Sidstnævnte var yderst alvorlig, da knoglen splintrede seks forskellige steder og borede sig ud gennem hans hud.

Indtil Bono kommer på højkant, kan du nyde Jimmy Fallons udgave af "Desire" herunder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA