x

RECession Festival klar med de sidste navne

RECession Festival klar med de sidste navne

De tre sidste navne til RECession Festival 2014, som finder sted fra den 28-29. november, er fundet. De sidste tre tilføjelser til dette års program er henholdsvis The Foreign Resort, Captain Casanova og Mathias Winther. Festivalen foregår i både Aarhus på Radar og Headquarters samt i København den 28. november på Musikcaféen på Huset-Kbh.

Københavner-trioen The Foreign Resort spiller new wave-post-punk, som indeholder forvrængede guitarekkoer, energisk trommespil, en kraftfuld bas og melodiske vokallinjer og temaer. Siden 2010 har The Foreign Resort spillet mere end 250 koncerter – de fleste i USA. Bandets seneste og tredje album "New Frontiers" er fra i år, og her var læserne og anmelder Finn P. Madsen ikke helt enige om karaktergivningen. Læs anmeldelsen her.

Albummet er indspillet i Black Tornado Studios i København i samarbejde med den markante engelske post-punk-producer John Fryer. Englænderen har blandt andet arbejdet med så store navne som Depeche Mode, Cocteau Twins, This Mortal Coil og Nine Inch Nails.

Andet navn, Captain Casanova spiller det, man kan kalde energisk rock. Det er rock med referencer fra 90'ernes aggressive optræden og 60'ernes simple, melodiske udtryk. På scenen har Captain Casanova en legende, charmerende og selvsikker attitude.

Bandet har især slået igennem i Tyskland, hvor de også turnerer og har skabt en stor fanskare. Captain Casanova har senest i oktober været på en 11-dages turné ned gennem Tyskland og er også tilbage på tysk jord igen i starten af 2015.

Det sidste navn for dette års RECession Festiavl er Mathias Winther. Den unge Winther optræder med indlevelse og udtrykker sig og beskriver den virkelighed, han observerer. Mathias Winther startede sin karriere allerede som 13-årig og har siden da spillet musik, inspireret af hans forbilleder som Prince og Jeff Buckley. 

Winther beskriver mørke såvel som lysere perioder i sit liv, og han gør det med en blanding af alvor og smil på læben. Med sig som frontmand har Winther et band i ryggen. De spiller rock, men leger også med forskellige andre udtryk.

RECession Festival er en non-profit-festival. Siden år 2000 har festivalen præsenteret aarhusianerne for mere end 600 navne inden for alternative genrer. Du kan læse mere om festivalen på RECessions hjemmeside.

Du kan se RECession Festival 2014-programmet nedenfor:

Fredag den 28. november: Radar

19:00 - Dørene åbner

20:00 - Koncertstart

Line-up: Kill J + The Gang Ok + Toi Let (SE) + Holm/Mirland + The Foreign Resort

Lørdag den 29. november: Radar

19:00 - Dørene åbner

20:00 - Koncertstart

Line-up: Hey Elbow (SE) + Lis Er Stille + Nils Gröndahl + Turquoise Sun + The Portuguese Man of War

Lørdag den 29. november: Headquarters

19:00 - Dørene åbner

20:30 - Koncertstart

Line-up: Weekend Village + Mathias Winther + Captain Casanova

Fredag den 28. november: Huset-Kbh

20:00 - Dørene åbner

21:00 - Koncertstart

Line-up: Hey Elbow (SE) + Behind Seven Mountains + Small Tine Giants

Se videoen til nummeret "Alone" fra The Foreign Resorts seneste album "New Frontiers" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA