Nyhed

Lord Siva tæller ned til ep – hør ny sang

Aalborgenseren med det borgerlige navn Brian offentliggør en ny sang hver dag op til udgivelsen af ep’en 180 den 8. december

Aalborggenseren med kunstnernavnet Lord Siva er i færd med at fastnagle sit navn i den danske musikbranches hukommelse. Vejen dertil har ikke just været et rullende fortov, men lyset for enden af tunnelen begynder for alvor at lysne for den unge rapper. Han er nu klar med singlen "Glem Mig", som du kan høre nederst på siden. Lors Siva vil udgive en ny sang på Spotify hver dag indtil den 8. december, hvor rapperens nye ep "180" udkommer. 

"Hvis folk havde 3D-briller på til mine koncerter, ville jeg nok være blå. Jeg kan huske, Klumben sagde til mig: "Det er godt at struggle – jeg savner at struggle. Der skal ske noget lort, før der kan ske noget godt."  

Det er Lord Sivas filosofi og den, der har ført ham på den rejse, han er på lige nu og her. En rejse, der har gjort, at han nu er klar med andet singleudspil fra sin ep "180" .


Lord Siva lyder, som om han er blå indeni. Melankolsk, udkrængende, sørgmodigt søgende, kløgtigt rappende og farligt levende. Han er fra Aalborg og har lavet musik i de sidste fem år, hvor han har søgt efter det musikalske gennembrud, og det er først, da han mødte produceren og sin senere bedste ven Carl Barsk, at rapperen virkelig fik lov at tale.

"Carl han lyttede bare til mig. Man skal jo næsten dræbe for at komme i et studie, men Carl han tog mig bare ind, og hvis han ikke havde gjort det, havde jeg nok bare vandret rundt i Aalborg. Men det var også derfor jeg tog til Aarhus – nogle gange bliver man nødt til bare at kaste sig ud i det, og det gjorde jeg, da jeg satte mig ind i den bil den aften, hvor singlen '100' blev skabt."

Lige nu dyrker nordjyden med den fede taledialekt og de srilankanske rødder at ose rundt i hovedstaden, hvor der er mere plads til at drømme end i Nordjylland. Noget, han har savnet uden at vide det:


"Jeg er færdig med at please andre. Det har jeg gjort hele mit liv. Nu er jeg nødt til at kigge fremad og lave musik og tænke på mig selv."

Lige præcis dét er Lord Siva i færd med, og derfra er sangen "Glem Mig" udsprunget. Hør sangen nedenfor.


ANNONCE