Sangerinden har offentliggjort koncerter med hendes første soloalbum i fokus
Tilbage i sensommeren år 1995 udgav Caroline Henderson sit solo-debutalbum med titlen "Cinemataztic". Albummet bliver nu hyldet med fire Cinemataztic-albumkoncerter.
Udgivelsen af "Cinemataztic" for snart 20 år siden var nye boller på suppen fra Caroline Henderson. Indtil den første albumudgivelse var hun mest kendt for sin medvirken i popbandet Ray Dee Ohh, der udgav tre album fra 1988-1991, og efterfølgende i Dantes populære Gasolin'-forestilling. Springbrættet til en solokarriere forekom herefter naturligt for Henderson.
"Cinemataztic" ramte bredt blandt det danske publikum og har til dato solgt mere end 140.000 eksemplarer. Tilbage i år 1995/1996 blev det kun til få koncerter med det populære album, men nutidens teknologi har muliggjort projektet at spille sangene live, og Henderson vil i forbindelse med 20 års jubilæet give de fire koncerter.
Caroline Henderson skrev "Cinemataztic" i samarbejde med Thomas Blachman og Kasper Winding, og albummet indeholder hits som "Kiss Me, Kiss Me", "Made In Europe" og "All Around You".
Albummet modtog hele seks Danske Grammyer, som Danish Music Awards hed dengang – herunder Årets Danske Album, Årets Danske Sangerinde og Årets Danske Hit for "Made In Europe'" Derudover modtog Henderson ved Dansk Grammy 1996 også en Grøn Pris (Folkets Pris).
Til de fire koncerter er Caroline Henderson teamet op med yngre musikere, som skal fremføre albummet sammen med hende. Der er tale om Anders Stig Møller, August Rosenbaum, Hans Hvidberg og Victor Dybbroe. De fire er kendt for samarbejder med navne som Turboweekend, Quadron, Marie Key, Oh Land, Mike Sheridan med flere.
Billetsalget til de fire Cinemataztic-koncerter starter i dag tirsdag den 9. december. Spillestederne findes her:
- To. 1. okt. - Portalen, Greve - www.billetnet.dk
- Fr. 2. okt. - Musikkens Hus, Aalborg - www.billetboxen.dk
- Lø. 3. okt. - Musikhuset Aarhus, Aarhus - www.billetlugen.dk
- Sø. 4. okt. - DR Koncerthuset, Koncertsalen, København - www.billetlugen.dk
Hør Caroline Henderson med "Made In Europe" fra albummet i nedenstående video: