De utrættelige rockere gæster landet til sommer
AC/DC gæster Danmark onsdag den 15. juli 2015, hvor de giver koncert på Dyrskuepladsen i Roskilde. Altså samme sted, som Roskilde Festival finder sted to uger tidligere, men på bandets egen scene. Koncertarrangøren Live Nation oplyser, at AC/DC har ønsket at spille deres egne shows, og det er altså derfor, de ikke er at finde på den geografisk og tidmæssigt nærliggende Roskilde Festival.
AC/DC kommer med et lineup bestående af Brian Johnson (sang), Angus Young (lead-guitar), Stevie Young (rytmeguitar, nevø til den demensramte og nu tidligere rytmeguitarist Malcolm Young), Cliff Williams (bas) og en endnu ikke offentliggjort trommeslager som erstatning for den for tiden mordtrussels-sigtede Phil Rudd.
Koncerten bliver en del af AC/DC's verdensturné oven på udgivelsen af albummet "Rock or Bust", der udkom 1. december og netop i dag er gået ind på førstepladsen på den danske hitliste og dermed har skubbet sidste uges etter, One Directions "Four" af tronen.
AC/DC gav sidst koncert i Danmark i CASA Arena i Horsens i 2010, hvor GAFFAs anmelder uddelte fem stjerner under overskriften "En stærkt underholdende aften på rock'n'roll-kontoret".
Siden begyndelsen i Australien for mere end 40 år siden har AC/DC solgt over 200 millioner album på verdensplan. Deres klassiker "Back in Black" fra 1980 har solgt over 25 millioner eksemplarer, hvilket gør det til et af verdens fem bedst solgte album. I 2003 blev bandet optaget i Rock and Roll Hall of Fame.
Der bliver sat 55.000 billetter til salg. Billetsalget begynder onsdag den 17. december klokken 10 på Billetnet.dk og Livenation.dk
GAFFA har for ganske nylig interviewet AC/DC i Berlin, og du kan se interviewet nedenfor på video og i skriftlig form her.
Varm op til koncerten med musikvideoen til AC/DC's "Play Ball" fra det nye album "Rock or Bust":