x

Her er årets vildeste twerking-videoer

Her er årets vildeste twerking-videoer

Twerking er over os – tak, Miley – og numsedansen benyttes i musikvideoer som aldrig før. De har også fyldt en del på GAFFA.dk, så her kommer en top fem over de mest markante twerkingvideoer fra i år.

5. Jennifer Lopez og Iggy Azalea – Booty 

Selvfølgelig skulle indehaveren af et par popverdenens mest omtalte baller, Jennifer Lopez, også om bord på twerk-vognen, og allieret med den yngre rappende kollega Iggy Azalea blev der i videoen til nummeret med den sigende titel Booty fremvist sædemuskler på en facon, der ikke overlod særlig meget til fantasien.

 

 

  

4. Taylor Swift: Shake It Off 

Søde Taylor Swift afholdt sig heller ikke fra at snuppe en bid af twerking-kagen, selvom hun dog i den mest af alt hyggelige video til Shake It Off nøjes med at beundre sine danserinders kunnen inden for den populære bevægelsesform.

 

 

 

3. Nelson Can: Talk About It 

Også vores danske piger i Nelson Can hoppede med på twerking-bølgen. Signe, Maria og Selina afholdt sig dog fra selv at flashe deres røvroterende evner, men lod i stedet danserinden med det passende kunstnernavn Twerk Queen om at udfolde sig.

2. Mastodon: The Motherload 

Drengene i Mastodon viste, at selvom man spiller tung sludge-inspireret metal, kan man sagtens have en flok vrikkende individer til at peppe udtrykket op med glimt i øjet. Videoen vakte i øvrigt en del furore blandt både fans og feminister – ikke, at man ikke kan være begge dele på en gang.

 

 

 

1. Nicki Minaj: Anaconda

Når vi taler numse-flashende videoer, er det ikke til at komme uden om Nicki Minajs mildest talt opsigtsvækkende billedside til Anaconda, der byder på lapdance, g-streng og selvfølgelig in-your-face twerking. Videoen slog desuden Miley Cyrus' rekord for flest viste videoer på Vevo i løbet af 24 timer med 19.600.000 visninger det første døgn. Linjen: " Yeah, he love this fat ass, ha haha! Yeah! This one is for my bitches with a fat ass in the fucking club" siger vist det hele.

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA