x

Rob Zombie til Danmark

Rob Zombie til Danmark

Det kommer til at gå vildt for sig, når den amerikanske horror-excentriker Rob Zombie gæster Store Vega den 5. august som et led i sin kommende europæiske turné.

Rob Zombie er efterhånden en institution inden for metal og horror-æstetik med sin lange karriere, der startede i horror/industrial-metal bandet White Zombie tilbage i de sene 80'ere. Tiden efter har blandt andet budt på skuespil og filminstruktioner af horrorfilm som "House Of 1000 Corpses", men mest af alt karrieren som den rockentertainer, Rob Zombie efterhånden har udviklet sig til.

Rob Zombie har i flere omgange besøgt Danmark med sit pompøse horror-show, hvilket blandt andet har set koncerter med Marilyn Manson i 2012. Senest var han dog at se på Roskilde Festivals Orange Scene i 2014, hvor han leverede en solid koncert fyldt med sit horror-ensemble og storslåede sceneoptræden.

Vores anmelder var imponeret og skrev følgende:

"Dead Radio fortsætter, og nu spilles der på en kraftigt lysende guitar, og folk er godt underholdt med firarmede skelet-mikrofon-højttalere og anden god gas. En lang trommesolo bliver til James Browns I Feel Good, for første gang hørt med dobbeltpedal. Rob benytter Rock Mother som endnu en glimrende undskyldning for at få publikum i tale. Fra første færd har bandet fanget publikum (typisk med et stort grin på læberne). Publikum har som nævnt valgt at klæde sig ud, og unge piger malet som King Diamond og en fætter med den vilde gasmaske bliver en del af showet (som det viser sig bliver filmet til tv, eller i hvert fald hvis man skal tro på mr. Zombie). Således står Robs musik aldrig alene, og det klæder den, selvom de tunge riffs kan bære en del på egen hånd. Ond rock fra start til slut"

Kompromis er næppe et ord i Rob Zombies ordforråd, når det gælder iscenesættelsen af musikken. Med brug af klip fra monsterfilm, avanceret lyd og lys, pyroteknik og kulisser udgør Rob Zombies koncerter nærmest dramatiske forestillinger, der i høj grad afspejler hans alsidige talent.

Der er altså ingen tvivl om god underholdning, hvor de visuelle indtryk formodentlig vil få Rob Zombies fans' sanser til at eksplodere, når den garvede horror-herre gæster landets hovedstad til sommer. Men i mellemtiden kan du varme op til koncerten med dette nummer:

Billetsalget starter den 2. februar kl. 10, og billetter kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA