x

Fotoreportage: GAFFA på by:Larm - larmende tavshed

Fotoreportage: GAFFA på by:Larm - larmende tavshed

Se en stor billedserie fra aftenen her.

Så var det blevet sidste aften på årets by:Larm festival i Oslo, hvor især de nordiske kunstnere skulle underholde på en iskold lørdag aften. Det var dog ved at være en noget tam forestilling til at starte med, da de tre store scener på Youngstorget, hvor der var rigeligt med spændende navne linet up, var helt mørklagte og stille. Strømmen var nemlig gået i omkring halvanden time, hvor publikum måtte vente på, at problemet blev løst. Folk forsøgte at trække ud på alle de små klubber til andre alternativer, men ikke desto mindre tog det en smule af pusten fra starten på aftenen. Det fik de dog løst.

Tandløse myriader

GAFFAs udsendte tog vejen mod et af de små spilledesteder omkring festivalpladsen - det blev svenske The Amazing, der spillede på den lille klub Gamla. Rockkvintetten, som blandt andet består af medlemmer fra Stockholm-bandet Dungen, gav den op med deres særligt guitarbaserede rocksange - med tre guitarister i front, hvor der blev formidlet en solid suppe af strengeinstrumenter, hvor nuancerne flere gange var mange og dejlige. De befinder sig et sted mellem to amerikanske grupper som Midlake og Wilco, og guitarmæssigt var der rigeligt at komme efter. Her havde gruppen virkelig styr på deres virkemidler, og de mange figurer blev momentvis flettet sammen til et stort lyd-kanvas.

Desværre bøvlede gruppen lidt med deres attitude på scenen, hvor der blev kørt en meget nonchalant stil, og under flere af leadguitarist Reine Fiskes mere støjede indslag stod forsanger Christoffer Gunrup endda og vrængede ansigt - underligt og unødvendigt, når det var faktisk var nogle veldoserede af slagsen. Fiske var i øvrigt en fornøjelse at iagttage koncerten ud med sin opfindsomhed og energi på både seks- og tolvstrenget guitar. The Amazing klingede faktisk godt, men den noget indadvendte karakter og koncertens underligt abrupte slutning kastede en smule malurt i et bæger, der ellers kunne have haft potentiale til at smage bedre.

Elektroniske herligheder

Herefter var strømmen atter kommet tilbage til torvet, hvor den danske elektroniske producer Sekuoia stod klar på den store Main Stage i sit tremands set-up. Der har været utrolig mange "laptop"-bands på by:Larm, hvor man gerne vil spille nogle elementer live, men hvor de simpelthen vælger "kun" at spille udsmykkende elementer live. Her var det rart at se, at der var nogen, der turde være lidt mere modige omkring de valgte live-samples i stedet for at afvikle hoveddelen fra backtrack.

Det formåede Sekuoia i den grad at komme ud over. For eksempel med deciderede hooks, der blev spillet live, beatet fra trommeslageren - og ligeledes Patrick Alexander Bech-Madsens vokal, der blev benyttet som et luftigt lydtæppe til at dække produktionerne. Især sidstnævnte effekt gav en behagelig fornemmelse af at være ude af tid, og man lod sig i momenter suge helt ind i de luftige og brede produktioner, som man vil kende Sekuoia for på debut-ep'en "Trips" og den nyligt udgivne "Reset".

To højdepunkter under koncerten var den nye "Somewhere" og ikke mindst "Evenings" fra "Rituals", hvor der begge blev fint leget med gode dynamiske og meget rytmisk forankrede opbygninger med fine taktslagsbreaks til at understrege sammenspillet mellem trommeslager, guitarist/sampler og Bech-Madsen selv, der stod omgivet af en mindre maskinpark. De formåede også kollektivt at lave en af de stærkeste effektkontraster i brugen af luftig vs. knastør - fra vokalsamples med Helms Deep-rumklang til et knastørt lilletrommeslag. En solid performance for en pænt fyldt sal.

Sangskriver med fremtiden foran sig

Herefter gik turen til den dejlige rockklub Rockefeller, hvor den norske folksanger Fay Wildhagen (billedet) var blevet flyttet til efter førnævnte strømafbrydelse. Det er ikke mange optagelser, der er at finde med Wildhagen, så meget af oplevelsen var overladt til førstehåndsindtrykket, og det var et godt af slagsen. I alt stod de seks musikere på scenen - næsten alle med mere end én instrumental funktion. Eksempelvis en cellist, der også tog den elektriske guitar, en trompetist og violinist på perkussion - og alle på kor. Fra første tone blev der spillet med en stor dynamisk spændvidde. Først de store folk-rockede opbygninger med strygerarrangementer til at supplere storheden - i fin kontrast til det helt spinkle og pizzicato-agtige arrangement.

Wildhagen entrerede iført den akustiske guitar, men koncerten fik noget af et løft, da hun byttede den ud med den elektriske. For her gik vi fra de meget "klassiske" sange med korharmoni-opbyning, rytmiske klimaks og sang til regulære støjindslag på guitaren. Det var særdeles klædeligt, og det var et afgørende element i at løfte koncerten fra det jævne til noget voldsomt interessant. Særligt et punkt i koncerten, hvor Wildhagens støjede guitar byggede op til et a cappella ah-kor, fik de små hår til at rejse sig. Normandens nærmest skælvende vibrato var også en overvejende postiv oplevelse, der konstant osede af personlighed og karakter. 

Fay Wildhagen var meget ydmyg om at stå i salen med publikum foran sig og kaldte det: "en drøm, der er gået i opfyldelse". Det afgørende højdepunkt kom dog med nummeret "Snow", der rent musikalsk formåede at formidle netop, hvad sneen er. Til tider helt tyst og intimt og til tider hvirvlende og kaotisk. Igen var Wildhagens guitar et krængende udtryk for kulden i musikken, der stod i smuk kontrast til strygernes varme overlap af Wildhagens vokal. Fay Wildhagen var lørdag på by:Larm festivalens største positive overraskelse. Tak for det, og tak for i år!

Se en stor billedserie fra aftenen her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA