Nyhed

Tinderbox afslører spilleplan

Så er tidsplanerne for de fire scener ude, så det er med at finde ud af, hvad du skal se hvornår

I sidste uge offentliggorde Tinderbox det samlede program af artister, og nu er den odenseanske festival også allerede klar med spilletidspunkter. Vi har samlet nogle højdepunkter for festivaldagene. 

Fredag

Australske Sheppard får æren af at åbne den første omgang Tinderbox nogensinde, når de giver koncert på Yellow Stage kl. 13. Og fredagen byder desuden på rigtig solide navne, når både Major Lazer, The Prodigy (billedet) og Calvin Harris indtager de store scener i løbet af aftenen – og også Modest Mouse, Kent og Above and Beyond er på plakaten. Fredag eftermiddag er det irske Hozier og engelske James Blake, der umiddelbart er de mest interessante navne, men der er også danske koncerter med såvel Marie Key som Go Go Berlin.   


Lørdag 

Lørdag er der for alvor store danske navne på programmet, når både TopGunn, Bikstok, Carpark North, Julias Moon og Rasmus Walter kigger forbi, mens MØ er på suveræn hjemmebane i Odense, når hun indtager Blue Stage kl. 19. Det er også lørdag, at du kan opleve to varme navne fra New Yorks hiphop-scene, nemlig Joey Badas$$ og Angel Haze. Aftenen lukker af med hovednavnene Black Rebel Motorcycle Club, Emeli Sandé, Faithless og Axwell /\ Ingrosso. 

Søndag


Tidlig søndag eftermiddag kigger blandt andre Passenger og Marmozets forbi på to af de mindre scener, mens den engelske duo Royal Blood og danske D-A-D fyrer op for eftermiddagsrocken på de store scener. Søndag er også dagen, hvor svenske The Cardigans spiller koncert, mens All Time Low, Eagles of Death Metal, The Gaslight Anthem og Spids Nøgenhat sammen vil holde publikum i et sandt rockfavntag hele dagen ovre på Yellow Stage. Søndagen, og dermed selve Tinderbox, bliver afsluttet med tre rigtig store navne: Faith No More, Ellie Goulding og den altid kække Robbie Williams.  

Du kan se den fulde spilleplan på Tinderbox' officielle hjemmeside

Tinderbox løber af stablen 26. - 28. juni, og du kan købe billetter via GAFFA Live

ANNONCE