x

Mark Ronson klar med underholdende talentshow-video

Mark Ronson klar med underholdende talentshow-video

Britiske Mark Ronson har stjålet alles hjerter med "Uptown Funk"-nummeret, og nu er der også lagt op til en dans eller to til sangen "Feel Right" med Mystikal på vokal og tilhørende video. I den ny musikvideo ser vi nogle friske børn - og ikke mindst en nærmest elektrisk forsanger - der deltager som funk-bandet "Uptown Special" i et talentshow på den lokale skole. Videoen er instrueret af Cameron Thomas Daddy og Mark Ronsons "Uptown Funk"-med-sangskriver Bruno Mars - og Mars optæder da også selv som dommer over børnene i videoen.

Som optakt til børnenes optræden går den 81-årige skuespillerinde Florence Henderson på scenen som en gammel lærerinde og siger: "Den her optræden er dedikeret til alle de kunstner-hadende lærere, der ikke vil lade de små gangstere skinne." Og hun fortsætter: "Jeg ved ikke, hvad det betyder." Og så går showet ellers i gang, med fokus på børnebandets frontmand, der til perfektion mimer Mystikals hurtige tunge og endda også tager sig en mælke-pause undervejs for at give sig selv endnu mere energi - som om det var nødvendigt!

"Feel Right" stammer fra Mark Ronsons album "Uptown Special", der udkom i januar i år, og som GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen gav fire stjerner

Se den sjove nye video fra Ronson og co. lige her: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA