Nyhed

Passioneret video-initiativ rammer 100.000 views

Det aarhusianske videocrew Mellow Sessions har stor succes med upcoming musik. Se den seneste videooptræden, en rockende debut med The Shrines.

Det aarhusianske videocrew Mellow Sessions kaster gang på gang lys over byens musikalske undergrund, når de giver kunstnere chancen for en filmet live-optræden. Alle sessions har det dogme tilfælles, at de er optaget som one-take video, hvilket stiller krav til både crew og musikere, hvis resultatet skal blive godt.

Det færdige resulatet havner på Mellow Sessions' YouTube-kanal, hvor man har rundet en flot milepæl. Kanalen har nemlig netop rundet imponerende 100.000 views. I den anledning kan du se seneste band, der har optrådt live for Mellow Sessions, The Shrines, her forneden.

The Shrines er en rockduo, der med forbilleder som The Kills og og Jack White indtager scenen som duo akkompagneret af en MPC-2000xl; den type old school sampler/sequencer, som har båret lydsiden i virkelig meget hiphop siden 1990'erne. Forbillederne skinner også igennem på "You're Dangerous", hvor særlig den smadrede guitarlyd går Jack White i bedene. 


Helt i Mellow Sessions ånd er The Shrines et splinternyt projekt, og "You're Dangerous" forventes da også at blive en kommende førstesingle.

Ud over The Shrines kan man også finde videoer med blandt andre Go Go Berlin og The White Dominoes. Find Mellow Sessions på YouTube her.

Se The Shrines med "You're Dangerous" her:


ANNONCE