Nyhed

Dansk Madonna-koncert flyttet én dag

Publikum skal møde popdronningen lidt tidligere end planlagt i november

Madonna skulle have givet koncert i Jyske Bank Boxen i Herning tirsdag den 17. novemer i forbindelse med hendes "Rebel Heart Tour" - men på grund af logistiske udfordringer finder koncerten sted en dag tidligere, altså mandag den 16. november. Madonnas produktion er nemlig så omfattende, at turnéen ellers ikke kan nå til Torino i Italien, hvor touren fortsætter den 19. november.

Allerede købte billetter gælder stadig til koncerten - og har du billet og ikke kan få den nye dato til at passe ind i programmet, kan du få din billet refunderet til og med den 12. juni. 

Madonnas 13. album "Rebel Heart" udkom tilbage i marts, hvor det blev tildelt tre stjerner af GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez. Her lyder det blandt andet: "Der er som sagt gode stunder på Rebel Heart, og Madonna slipper flere steder godt af sted med at alliere sig med tidstypiske producere, men hvor ville det dog klæde hende at slippe al den påtrængende staffage, droppe åbentlyst beregnende og påtagende provokationer som de uklædelige narkotikareferencer og de allermest pinlige vulgariteter (dine børn må være så stolte) og så ellers fokusere på bare at levere et solidt album med ditto sange." 

ANNONCE