x

Det bedste fra Salem på gaden i dag

Det bedste fra Salem på gaden i dag

Der er store armbevægelser og højt til loftet hos danske Salem, som består af Mikkel Risbjerg og Kasper No Behrens. Musikken er groft sagt et parløb mellem dramatisk svungne skæbnefortællinger og et internationalt lydbillede med brug af mariachi-horn, twang-guitar, højtidelige munkekor og croon af en kaliber, som har gjort bandet til kult.

Salem satte sig først i respekt ved at annoncere og dernæst fuldføre ambitionen om at udgive tre tematisk forbundne, engelsksprogede album på lige så mange år. Siden skiftede de noget overraskende spor med den dansksprogede udgivelse ”Nord1”, som førte en DMA-nominering for ”Bedste Viseplade” med sig.

Anerkendelse fra landets mange smagsdommerkontorer har det i det hele taget aldrig skortet på for Salem, og hvad alle roserne skyldes, kan man fra i dag høre på opsamlingen ”The Rest Of The West”, der er det første udspil fra duoen, som sigter mod det internationale marked.

Opsamlingen indeholder – udover numre fra orkestrets tre første udgivelser – også nye indspilninger. Interessant er ikke mindst musikvideoen til den nye sang ”The Needle In The Butterfly”, hvor Salem har fået Zentropas godkendelse til at bruge sekvenser fra Lars Von Triers ”Europa” fra 1991, der blandt andet vandt den tekniske pris på filmfestivalen i Cannes.

”The Rest Of The West” udkommer i Danmark, Sverige, Norge, England, Tyskland, USA og Mexico. Salems næste regulære album forventes udgivet i efteråret 2007 og internationalt i foråret 2008.

Salems hjemmeside

Salems MySpace-side

Se videoen til Needle In The Butterfly


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA