Nyhed

Guide: Det skal du høre på Roskilde – torsdag

Festivalen er i fuld gang, men hvordan når du alt det bedste? Fortvivl ikke, hjælpen er nær.

 


12:30: Foghorn Stringband, Gloria:

Med otte albums og tusindvis af af koncerter bag sig er Foghorn en sikker vinder, hvis ens hjerte banker bare en lille smule for god gammeldags, amerikansk stringband-musik.

14:00: Steve Gunn, Pavilion:


Har man ikke fået nok, kan det varmt anbefales at lægge vejen forbi Pavilion og høre Steve Gunn, der er kendt for sine sikre folkmelodier, men som formår at blande så forskellige genrer som blues, psychedelia, vestafrikanske grooves, raga drones og klassisk rock.

14.30 Ezra Furman, Gloria 


Alsidig amerikansk sanger og sangskriver med en forkærlighed for tidløs rock'n'roll, det psykedeliske og det flamboyante – og så er han en fest live. 

15:00: G-Eazy, Avalon:


Kendt for sine forrygende liveshows og sin opvarmen for kunstnere som Lil Wayne, Big Sean og Drake folder hiphop-artisten G-Eazy sig nu ud på Avalon, form odentlig med sit 2014-album "These Things Happen" centralt på sætlisten.

16:00: Bikstok, interviewsession, GAFFAs stand i Trade-zonen


Tag et frikvarter fra musikken og kom til albumaktuelle Bikstoks interview med GAFFAs Henrik Tuxen. Du kan også selv stille spørgsmål og få autografer og selfies.


17:00: Ryan Adams, Orange/Father John Misty, Avalon:

Et af de helt svære valg, hvis man er til gedigen singer-songwriting. Det er de to herrer nemlig begge mestre i, Adams med sine fængende, storladne rockpop-numre, Misty med sine finurlige og træfsikre melodier akkompagneret af hans skarpe tekster. Av av av – der må multitaskes eller bides over. Father John Misty kommer dog til Danmark igen 17 november, hvor han spiller i Vega, så du har en chance til.

18:00: St. Vincent, Arena/18.30, Soak, Gloria:


St. Vincent spillede også på Roskilde i 2009 og vender nu tilbage som en Grammy-belønnet stjerne. Hendes robot-agtige persona er i sig selv et kig værd, og hendes indiepop-numre går lige i hjernen – og hjertet. Alternativt kan du nyde en lidt mere afdæmpet sangerinde og sangskriver, Soak alias nordirske Bridie Monds-Watson, der netop har udgivet det smukke debutalbum "Before We Forgot How to Dream".


 

 

 


19:30: Florence + The Machine, Orange:

Kvinden med det røde hår og den store stemme lægger stemningen for din torsdag aften med sine storladne popsange iblandet en god gang soul, rock, gospel og blues. Hendes seneste album "How Big, How Blue, How Beautiful" gik direkte ind på førstepladsen på hitlisten i både hjemlandet England og USA, herhjemme blev det nummer tre, og for nylig blev Florence hyret til et erstatte aflysningsramte Foo Fighters på Glastonbury Festival i England. Det klarede hun med bravour.


20.30: Mastodon, Arena:

Så er der dømt metal. Veteranerne fra Mastodon fik flotte anmeldelser for sidste års album "Once More Round The Sun", så der er lagt op til et brag af en koncert.


22:00: Pallbearer, Pavilion:

Mere metal i Black Sabbath-style. Pallbearers albums "Sorrow and Extinction" (2012) og "Foundations of Burden" (2014) er nogle af de mest omtalte metalalbums i de senere år.


22:30: Muse, Orange:

Endnu engang optræder megabandet på Roskilde med en perlerække af et sangkatalog i ærmet – nu med albummet "Drones" i ryggen.


23.00 Bikstok, Arena:

Efter en halv eller en hel time kan du godt tillade sig selv at forlade Muse og gå over til Arena, hvor Bikstok sidste gang spillede for ti år siden. Det bliver et comeback af de store.


00:00: Ought, Pavilion:

Et relativt nyt postpunkband, som dog allerede har opnået succes med deres første album "More Than Any Other Day" fra 2014. Der er energi, spilleglæde og referencer til Talking Heads.


01:00: Die Antwoord, Orange:

White trash-rap, når det er bedst.

 


 

 

02:00: Hot Chip, Arena:

Er du stadig stopfyldt med energi klokken 02, er der ingen undskyldning for at misse pop og dance-bandet Hot Chip, som blandt andet har hittet med singlerne "Over And Over" og "I Feel Better".

ANNONCE